Tidligere ministre tager initiativ til antiterror-tænketank

Ret og sikkerhed er navnet på en ny utraditionel tænketank, der sætter fokus på sikkerhed og tryghed som en modvægt til terrorisme, og bag den står de to tidligere ministre Lars Barfoed (K), Morten Bødskov (S), terrorforsker Anja Dalgaard-Nielsen og USA-ekspert Mads Fuglede.

De to tidligere ministre Lars Barfoed (K) og Morten Bødskov (S) samt terrorforsker Anja Dalgaard-Nielsen og USA-ekspert Mads Fuglede tager med en kronik i Berlingske initiativ til en ny tænketank under navnet Ret og sikkerhed.

Omdrejningspunktet for arbejdet er terrorbekæmpelse, og den skal ifølge stifterne tage udgangspunkt i et samspil mellem flere politikområder end blot det retspolitiske. Også udenrigspolitik, socialpolitik, undervisnings- og uddannelsespolitik samt måske kulturpolitikken skal i spil.

"Der er ikke noget institutionelt eller lovgivningsmæssigt »fix«. Til gengæld er en løbende dialog mellem fagkundskab og modsatrettede politiske synspunkter af helt afgørende betydning," lyder det i kronikken.

Tænketanken, som skal åbne op for denne dialog og bidrage til at tø fastlåste og vanebestemte positioner op, er lagt an på en ikke-traditionel form, og konkret vil de fire politikere og eksperter invitere til en række seminarer, hvor det skal drøftes, hvordan vi bedst tager vare på trygheden, sikkerheden og retssikkerheden i Danmark.

Det første vil foregå 6. april i Landstingssalen på Christiansborg.

Forrige artikel Brosbøl kommer tilbage til Folketinget Næste artikel Nyt ekspertudvalg skal se på realkreditmarkedets gennemsigtighed