Tidligere minister stopper i Dansk Svømmeunion: Det er selvsagt en bet, siger redaktør

Dansk Svømmeunion skal have ny direktør. Efter halvandet år på posten forlader tidligere undervisningsminister Merete Riisager forbundet, fordi hendes ”kræfter er sluppet op”. Ifølge Altingets idrætsredaktør er det et stort tab for Dansk Svømmeunion.

Det seneste halvandet år har hun stået i spidsen for dansk svømning, men nu er det slut. Tidligere undervisningsminister Merete Riisager forlader posten som direktør for Dansk Svømmeunion. 

Det skriver Dansk Svømmeforbund i en pressemeddelelse.

Merete Riisager begrunder beslutningen med, at hun efter ”et hæsblæsende halvandet år på posten” ikke længere har den fornødne energi:  

”Jeg har været glad for at arbejde for foreningslivet og de mange klubber, der er tilknyttet SVØM, men mine kræfter er sluppet op, og nu har SVØM brug for en direktør, der kan træde til med ny energi”.

Siden nytår 2021 har Merete Riisager og Dansk Svømmeunion skullet håndtere coronalukkede svømmehaller, faldende medlemstal og eftervirkningerne af en sag om trivsel i dansk elitesvømning.

Et stort tab for unionen

Ifølge Altingets idrætsredaktør Rasmus Løppenthin er Merete Riisagers stop et stort tab for unionen.

”Hun er en stærk kommunikator med et solidt kontaktnet til Christiansborg. Men vigtigst af alt så fortæller vores kilder, at formand Pia Johansen og Merete Riisager havde god kemi og et stærkt samarbejde,” siger han og tilføjer:

”Mange i unionen har helt sikkert håbet, at de to sammen kunne føre unionen ud af de interne stridigheder, der har præget dansk svømning de senere år. Derfor er det selvsagt en bet, at hun nu stopper efter kun halvandet år på posten.”

Den såkaldte svømmesag startede i 2019, da en DR-dokumentar dokumenterede, at Danmarks elitesvømmere i en årrække arbejdede under et landstrænerregime, der var med til at give spiseforstyrrelser og depressioner blandt atleterne.

En efterfølgende undersøgelse fra Kammeradvokaten bekræftede oplysningerne.

Skulle skabe ro i baglandet

Sagen skabte uro i baglandet, og både direktøren og formanden røg i kølvandet på sagen.

I slutningen af 2020 hentede man så Merete Riisager til skabe ro, mens Pia Johansen vandt kampvalget i foråret 2021 for at skabe en ny start.

”Men senest så vi, at Pia Johansen blev udfordret til kampvalg efter kun et år på posten. Og nu er Merete Riisager så stoppet, fordi hendes kræfter er sluppet op. Der er ikke nogen tvivl om, at Dansk Svømmeunion stadig slikker sårene efter svømmesagen,” siger Rasmus Løppenthin.

Ledelsen i Dansk Svømmeunion kommer vil i den kommende periode udgøres af en direktion, som består af et medlem af bestyrelsen, udviklingschef Morten Hinnerup og sportschef Lars Robl. 

Forrige artikel  Professor revser Københavns beslutning om at sænke hastigheden på vejene: I handler i blinde Professor revser Københavns beslutning om at sænke hastigheden på vejene: I handler i blinde Næste artikel Dansk Folkeparti: Flere folkeafstemninger skal gøre demokratiet “mere levende og moderne” Dansk Folkeparti: Flere folkeafstemninger skal gøre demokratiet “mere levende og moderne”