Tidligere minister Jacob Buksti er død
DØDSFALD: Den tidligere socialdemokratiske trafikminister og mangeårige medlem af Folketinget Jacob Buksti er død, 69 år gammel.
Socialdemokraten Jacob Buksti er død i en alder af 69 år efter længere tids sygdom. Det oplyser sønnen Michael Buksti på Facebook.
”Jacob var en mand, der altid kæmpede for det, han troede på. Og det var tilfældet helt til sidst. Jeg er utrolig stolt af at kunne sige, at han er min far. Et på alle måder ordentligt menneske,” skriver Michael Buksti.
Jacob Buksti sad i Folketinget fra 1994 til 2005, og i 2000 blev han udnævnt til trafikminister i Nyrup-regeringen. Den post sad han på indtil valget i 2001, som bekendt medførte et magtskifte.
Buksti var uddannet cand.mag. i samfundskundskab og historie fra Aarhus Universitet. Hans folketingskarriere fik en brat afslutning, da Jacob Buksti i 2003 blev taget i at have kørt en del mere for stærkt, end hastighedsgrænsen tillod. Det skete efter, at han selv havde talt imod fartsyndere.
På Facebook markerer Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, tabet af sin tidligere parti- og folketingskollega.
”Jacob var en af vor tids fremtrædende socialdemokrater, der med engagement og stort intellekt satte sit præg på Danmark, Socialdemokratiet og de mennesker, han til daglig omgik. Det har været en ære og et privilegium at arbejde tæt sammen med Jacob i mine første år i Folketinget,” skriver S-formanden.
Også socialdemokraten Rasmus Horn Langhoff sender en sidste hilsen til Buksti:
@Spolitik har i dag mistet en af 90'ernes skarpeste strateger. Æret være Jacob Bukstis minde. Varme tanker går til familien. #dkpol
— Rasmus Horn Langhoff (@rasmushorn) September 27, 2016
SF's Holger K. Nielsen, der sad i Folketinget på samme tid som Jacob Buksti, kalder den tidligere trafikminister for socialdemokrat med stort S.
Nej, nu også Jacob Buksti. Han var Socialdemokrat med stort S men altid åben for kvalificerede argumenter. Instinkterne var rigtige #dkpol
— Holger K Nielsen (@sfhoni) September 27, 2016