Tidligere grønlandsk toppolitiker bliver international formand for arktisk organisation

Tidligere IA-formand og folketingsmedlem Sara Olsvig bliver international formand for Inuit Circumpolar Council.

Grønlandske Sara Olsvig skal de næste fire år stå i spidsen for organisationen Inuit Circumpolar Council (ICC). Det skriver den grønlandske avis Sermitsiaq.

ICC er en fællesorganisation for arktiske inuitfolk og har repræsentanter fra både Grønland, den amerikanske stat Alaska, Canada og Tjukotka, ligger i det nordligste Sibirien i Rusland.

"Lige siden ICC blev stiftet i 1977, har vi haft et klart mandat til at kæmpe for, at vores hjemlande kun benyttes til fredelige formål, til at kæmpe for, at nationalstaterne samarbejder med os ved udviklingen af demokratiske processer og for partnerskaber, som skaber øgede muligheder for os som folk," fortalte Sara Olsvig efter valget ifølge Sermitsiaq.

Sara Olsvig bliver såkaldt international formand for organisationen. Olsvig er tidligere formand for partiet Inuit Ataqatigiit (IA) og har både været medlem af det danske folketing og det grønlandske parlament Inatsisartut.

Hun forlod politik og trak sig som IA-formand i 2018. Det grønlandske politiske klima var for hårdt, lød begrundelsen ifølge blandt andet Kalaallit Nunaata Radioa. I dag er hun forsker i udenrigs- og sikkerhedspolitik og skriver ph.d. om forholdet mellem Grønland og USA på Grønlands universitet, Ilisimatusarfik.

Sara Olsvig er valgt for en fireårig periode og skal således sidde som international formand indtil 2026.

{{toplink}}

Forrige artikel Kunstneren, der gav os rindalismen, er død Kunstneren, der gav os rindalismen, er død Næste artikel Finanstilsynets tidligere direktør er død Finanstilsynets tidligere direktør er død