Tidligere EB-chefredaktør bliver ny kampagnechef for DF

Dansk Folkeparti har ansat Asger Juhl som ny kampagnechef forud for valget til Europa-Parlamentet i 2024.

Lidt mere end to måneder efter at han trådte tilbage som journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet, har Asger Juhl fundet et nyt job. 

Den mangeårige journalist skal fremover være kampagnechef i Dansk Folkeparti.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse tirsdag.

Asger Juhl skal stå i spidsen for valgkampagneindsatsen i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet i 2024. Her er det Anders Vistisen, der er partiets spidskandidat.

"I mange år har jeg dækket politik udefra, og nu har jeg fået muligheden for at være med i maskinrummet og se, hvordan politik fungerer indefra. Det glæder jeg mig meget til. Jeg ser både frem til den faglige udfordring og til at arbejde sammen med de dygtige folk i organisationen," udtaler Asger Juhl.

I den nye stilling vil arbejdsopgaverne blandt andet bestå af pressehåndtering, ledelse og strategisk rådgivning i forhold til politik og kommunikation.

Asger Juhl forlod i juli Ekstra Bladet efter kun ni måneder i stillingen som journalistisk chefredaktør. Det skyldtes ifølge ham selv, at han "aldrig rigtig" fandt sig tilrette i jobbet, og at han ikke havde formået at finde den rette "balance" i samarbejdet med medarbejderne under ham.

Han er uddannet i journalistik og har blandt andet en fortid som iværksætter og chefredaktør på Den Uafhængige og Ekstra Bladet samt journalist på Radio24Syv.

Forrige artikel Dødsfald: Fhv. direktør i DI og ministerråd Poul Scheuer (73) Næste artikel Ellemanns særlige rådgiver stopper Ellemanns særlige rådgiver stopper