Tidligere direktør for Billund Lufthavn bliver formand for Air Greenland

Den tidligere direktør for Billund Lufthavn Kjeld Zacho Jørgensen er ny bestyrelsesformand for Air Greenland.

Kjeld Zacho Jørgensen bliver ny formand for luftfartselskab Air Greenland. 

Det skriver den grønlandske avis Sermitsiaq.

Det er kun få uger siden, at Kjeld Zacho Jørgensen holdt afskedsreception i forbindelse med, at han trådte tilbage efter otte år som direktør for Billund Lufthavn. 

Men nu er der altså allerede nye opgaver i sigte for Zacho Jørgensen. Han blev udpeget til bestyrelsen af Det Grønlandske Selvstyre fredag og i går konstituerede bestyrelsen sig med ham som formand.

Udskiftningen i formandsposten blev aktuel efter, at Søren Lennert Mortensen i marts meddelte, at han ikke ønskede at fortsætte som formand. 

Udover den nye formand er der kommet endnu et nyt ansigt i bestyrelsen. Den tidligere koncerndirektør og vicekoncernchef i SAS, John Dueholm, er nemlig blevet udpeget af SAS til en plads. 

Bestyrelsesmedlemmerne Søren Lennert Mortensen og Jan Torberger er fratrådt.

Bestyrelsen ser derfor ud således:

  • Kjeld Zacho Jørgensen, udpeget af Det Grønlandske Selvstyre, formand
  • Bodil Marie Damgaard, udpeget af Det Grønlandske Selvstyre
  • Claus Holstein, udpeget af Den Danske Stat, næstformand
  • Bjarne Eklund, udpeget af Den Danske Stat
  • Leif Rasmussen, udpeget af SAS
  • John Dueholm, udpeget af SAS
  • Henrik Steinbacher, medarbejderrepræsentant
  • Claus Motzfeldt, medarbejderrepræsentant
  • Sam Grønvold, medarbejderrepræsentant
Forrige artikel Finanstilsynet finder bestyrelsesformand Næste artikel JP-veteraner afløser hinanden i grønlandsk mediehus