Tidligere departementschef bliver lobbyist

JOBNYT: Tidligere departementschef i Fødevareministeriet Ib Byrge Sørensen skal være rådgiver hos public affairs-bureauet Rud Pedersen.

Efter 40 år i Fødevareministeriet var det i sommer slut for Ib Byrge Sørensen. Efter regeringsskiftet og sammenlægningen af Miljø- og Fødevareministeriet var der ikke længere plads til ham som departementschef - et job, han havde haft siden 2004.

Men på trods af sine 69 år er Ib Byrge Sørensen ikke klar til at hellige sig pensionisttilværelsen endnu. Og onsdag begyndte han som rådgiver for public affairs-bureauet Rud Pedersen som rådgiver.

”Jeg skal være rådgiver hos Rud Pedersen, og her skal jeg især beskæftige mig med fødevareområdet og også mere generelt med, hvordan tingene foregår i staten,” siger Ib Byrge Sørensen til Altinget.

Ikke klar til pension
Og han glæder sig til et nyt kapitel i sin lange karriere.

”En del af det handler om, at jeg ikke var klar til at holde op med at arbejde. Og så kom den her mulighed, som jeg synes er spændende,” siger han.

LÆS MERE: Departementschef om Dan J.: Du var en besværlig minister

Ib Byrge Sørensen er uddannet cand. jur. fra Københavns Universitet i 1972, hvor efter han fik job i Landbrugsministeriet. Der var han i 40 år, hvor han blandt andet har været ministersekretær, administrationschef, afdelingschef og altså fra 2004 til 2015 departementschef.

Selv tror han ikke, at han kan bruge sine erfaringer fra Fødevareministeriet direkte.

”Det her er jo noget helt andet. Men jeg ved noget om området, og jeg ved noget om, hvordan man arbejder i staten. Så på den måde har jeg en generel erfaring,” siger Ib Byrge Sørensen og fortsætter:

”Men det er jo ikke sådan, at jeg har nogle hemmeligheder, som jeg hiver med ud af ministeriet.”

Samme område fra den anden side
Ved regeringsskiftet i sommer blev Miljøministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, valgt til at fortsætte på posten i det fusionerede Miljø- og Fødevareministerium.

Ib Byrge Sørensen glæder sig nu til at beskæftige sig med det samme område, som han de seneste mange år har arbejdet med – men nu fra den anden side.

”Jeg var 40 år i ministeriet, og det gør man jo kun, fordi man synes det område er sjovt,” siger han.

Ib Byrge Sørensen havde første arbejdsdag hos Rud Pedersen onsdag. 

Forrige artikel Forbund tror ikke på praktikpladsgaranti Forbund tror ikke på praktikpladsgaranti Næste artikel Krav til moskeer skærpes: Kan miste retten til at vie folk Krav til moskeer skærpes: Kan miste retten til at vie folk