Tidligere departementschef bliver kommunaldirektør

JOB: Tidligere departementschef Jesper Zwisler rykker tilbage til det kommunale Danmark. Fremover skal han være administrativ førstemand i Herlev Kommune.

Herlev Kommune har ansat 53-årige Jesper Zwisler som ny kommunaldirektør. Jesper Zwisler overtager stillingen efter direktør Flemming Olsen, som har været konstitueret kommunaldirektør siden december 2015.

Det skriver Herlev Kommune i en pressemeddelelse.

Jesper Zwisler har 20 års ledererfaring blandt andet som kommunaldirektør i Greve og på Frederiksberg og har i perioden 2011-2015 været departementschef i Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold.

Her arbejdede han som øverste embedsmand med reference til blandt andet tidligere SF-minister Annette Vilhelmsen og hendes efterfølger nu forhenværende radikale Manu Sareen.

Da den nye regering trådte til, førte en større ressortomlægning til nedlægningen af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold.

Jesper Zwisler kalder i pressemeddelelsen Herlev Kommune for ”interessant og perspektivrig” og glæder sig til at komme i gang med sit arbejde 1. maj.

Ifølge Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) faldt valget af Jesper Zwisler som ny kommunaldirektør blandt andet på baggrund af ønsket om en stærk visionær og effektiv leder.

”Det match mener vi at have fundet i Jesper Zwisler, og jeg ser meget frem til samarbejdet,” siger Thomas Gyldal Petersen.

Forrige artikel Blå blok vil lade 16-årige køre motorcykel Blå blok vil lade 16-årige køre motorcykel Næste artikel Lovpligtige kurser svigter psykisk arbejdsmiljø Lovpligtige kurser svigter psykisk arbejdsmiljø