Tidligere Danske Bank-direktør er blevet rådgiver og studerende i Norge

Thomas Borgen trak sig i 2018 som topchef for Danske Bank efter sager om hvidvask. Han er nu seniorrådgiver hos den norske investeringsfond Reiten & Co og ph.d.-studerende ved BI Norwegian School of Business.

Tidligere administrerende direktør for Danske Bank Thomas Borgen er blevet seniorrådgiver og ph.d.-kandidat i Norge.

Det skriver Børsen.

Nordmanden, der er tidligere topchef i Danske Bank, har det seneste år været ansat hos investeringsfonden Reiten & Co. og er desuden ph.d.-kandidat ved BI Norwegian School of Business, bekræfter han i en mail til Børsen.

Thomas Borgen var ansat hos Danske Bank i over 20 år, men forlod direktørstillingen i kølvandet på sagen om hvidvask for milliarder i bankens estiske filial.

Umiddelbart efter oprettede han en enkeltmandsvirksomhed kaldet 'Borgen', men virksomheden er ifølge Børsen ikke aktiv.

Thomas Borgen var administrerende direktør for Danske Bank fra 2013 til 2018.

Forrige artikel DF’s tidligere ældre- og forsvarsordfører forlader partiet: DF’s tidligere ældre- og forsvarsordfører forlader partiet: "Det minder om 1995" Næste artikel FE-chef fængslet i lækage-sag FE-chef fængslet i lækage-sag