Tidligere byrådsmedlem i Aarhus bliver spidskandidat for Nye Borgerlige

Lars Boje Mathiesen vendte sidste vinter kommunalpolitik ryggen. Nu er han ny spidskandidat til Folketinget for Nye Borgerlige i Østjylland. 

Tidligere LA-medlem af byrådet i Aarhus Lars Boje Mathiesen er ny spidskandidat til Folketinget for Nye Borgerlige i Østjylland.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Gennem de kommende uger vil det endnu uprøvede parti i Folketinget Nye Borgerlige præsentere ti spidskandidater for landets storkredse.

I dag blev Østjyllands kandidat offentliggjort, og det er tidligere byrådsmedlem for Liberal Alliance og efterfølgende løsgænger i det aarhusianske byråd Lars Boje Mathiesen.

Lars Boje Mathiesen var kort valgt som partiets spidskandidat til kommunalvalget 2017, men valgte allerede på daværende tidspunkt at fokusere på at komme i Folketinget.

Partiets stifter Pernille Vermund har en klar plan med Lars Boje Mathiesens kandidatur. Hun udtaler:

"Jeg forventer af Lars Boje Mathiesen, at han dykker ned i alle de sager, hvor borgerne bliver taget som gidsel økonomisk i forhold til, hvordan politikerne disponerer over vores liv og pengene. Vi har alt for meget formynderi og for lidt ansvar hos borgerne."

Forrige artikel Direktør i Datatilsynet modtager ridderkorset Næste artikel Finansministeriet finder ny afdelingschef hos Socialministeriet