Tidligere borgmester valgt som folketingskandidat i Ballerupkredsen

NAVNE: Forhenværende borgmester i Gribskov Kommune Kim Valentin (V) er klar til det kommende folketingsvalg som kandidat for Venstre i Ballerupkredsen.

Den forhenværende borgmester i Gribskov og nuværende formand i Liberalt Oplysnings Forbund (LOF) er enstemmigt valgt som folketingskandidat for Venstre i Ballerupkredsen. 

Det skriver kredsen i en pressemeddelelse. 

På et opstillingsmøde afholdt 9. oktober i Glostrup blev Kim Valentin enstemmigt valgt blandt de fremmødte Venstre-medlemmer.

Kim Valentin vil i Folketinget arbejde for mindre "hovsa-lovgivning". 

"Venstres værdier skal generelt være mere tydelige i lovarbejdet i Folketinget. Jeg har som borgmester prøvet at stå med lovgivning, som er helt umulig for den almindelige dansker, så jeg vil arbejde for, at der kommer mere og grundigere dialog med borgerne – uden al den hovsa-lovgivning på enkeltsager," fortæller han.

Kim Valentin blev valgt som borgmester i Gribskov kommune i 2014, men er nuværende 2. viceborgmester. Dermed skifter Valentin fra Hillerødkredsen til Ballerupkredsen ved næste Folketingsvalg. 

Et skift, som Ballerupkredsen er tilfredse med.

"Kim besidder en stor politisk erfaring, og som tidligere borgmester og som landsformand i LOF er Kim Valentin garant for en liberal og midtsøgende politisk tilgang, som er så vigtig for mange af vores medlemmer og vælgere i omegnskommunerne," uddyber Ballerupkredsens formand, Ricki Vejsmose.

Kim Valentin har en kandidat i økonomi fra Københavns Universitet. 

Forrige artikel Skandalen om hvidvask kan kaste Danmark i armene på EU's Bankunion Skandalen om hvidvask kan kaste Danmark i armene på EU's Bankunion Næste artikel Dagens overblik: Eks-minister bekræfter rod i Socialministeriet, og S vil give fødende en ny rettighed Dagens overblik: Eks-minister bekræfter rod i Socialministeriet, og S vil give fødende en ny rettighed