Tidligere borgmester skal stå i spidsen for ngo

Tidligere kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune og medstifter af både Alternativet og Frie Grønne, Niko Grünfeld, er ny direktør for kvindeorganisationen Blossom. 

Niko Grünfeld forlader partipolitik for at blive direktør i kvindeorganisationen Blossom. 

Det skriver han på Linkedin. 

Han siger dermed farvel til sin stilling som politisk chef i Frie Grønne – et parti som han var med til at stifte i 2020, men som ikke opnåede mandater ved seneste folketingsvalg. 

Fremover skal han i stedet stå i spidsen for ngo'en Blossom, der arbejder for bedre vilkår for piger og kvinder i udsatte positioner. 

Grünfeld har været en fremtrædende profil først i Alternativet og senere i Frie Grønne. Han er medstifter af Alternativet og tiltrådte i 2018 som kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune. 

Et lille år efter kommunalvalget måtte Grünfeld trækker sig som borgmester. Det skete efter to sager kom frem. Den første omhandlede dyr indretning af borgmesterkontoret, mens den anden handlede om forkerte oplysninger på cv'et. 

Om sin nye stilling skriver Grünfeld om at gå fra "politik til pioner for kvinders trivsel, ligestilling og velbefindende".

"Jeg glæder mig til at kæmpe for mere ligestilling, flere grundlæggende kvinderettigheder og basal velfærd for de piger og kvinder i samfundet, som står i de mest socialt udsatte positioner i vores samfund," siger den nytiltrådte direktør i Blossoms pressemeddelelse.

Forrige artikel Gul regn i Aabenraa: Byrådsmedlem og hele Nye Borgerliges lokalbestyrelse skifter til Dansk Folkeparti Gul regn i Aabenraa: Byrådsmedlem og hele Nye Borgerliges lokalbestyrelse skifter til Dansk Folkeparti Næste artikel Heidi Bank overtager Ellemanns mandat i Folketinget Heidi Bank overtager Ellemanns mandat i Folketinget