Tidligere Alternativet-medlem stifter parti uden ideologi

LYKKEPARTIET: René Gade har fredag præsenteret sit nye parti, som er uden fast ideologi. Han vil mindske spinkrig mellem fløjene og have en ikke-politiker på statsministerposten. 

René Gade vil gøre op med måden, vi fører politik på – og derfor har han stiftet Lykkepartiet. Et parti, der skal gøre op med spinkrig, konflikter og den generelle mistillid til vores politikere.

Det skriver dr.dk.

Et af målene for partiet er at indsætte en statsminister, som ikke i forvejen er politiker. Desuden har partiet ikke en fastlagt ideologi; partimedlemmerne må gerne være uenige med hinanden og stemme forskelligt, så længe beslutningerne er inden for lovens rammer. 

"Du stemmer ikke på en holdning, men på, at systemet virker. Så får vi forskellige personer ind med forskellige overbevisninger, der er gode til at være ærlige og søge viden," siger René Gade.

René Gade var folketingsmedlem for Alternativet fra 2015 til 2019 i Vestjyllands Storkreds, men valgte allerede i 2016 ikke at genopstille, netop for ikke at blive suget ind i en dårlig politisk kultur. Så nu forsøger han i stedet at genskabe kulturen fra bunden. 

"Du er vågnet til den første dag i Danmarks repræsentative demokratis lovende fremtid. En dag, hvor de tværpolitiske, nyskabende og samlende løsninger prioriteres højest," skriver det nystiftede parti på Twitter 06.31. 

 

Forrige artikel Dagens overblik: Trepartsaftale fordeler milliarder til flere lærepladser Dagens overblik: Trepartsaftale fordeler milliarder til flere lærepladser Næste artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med?