Tidl. ambassadør: Nød lærer udpint ministerium at spinde

Af Niels Erik Andersen,
Tidligere dansk ambassadør

Uanset om det er den ene eller anden beskrivelse af Udenrigsministeriets omgang med sine bevillinger, som er korrekt eller mest præcis, så er der noget om det.

Klassisk diplomati lyder usexet
Indsatsen for fremme af danske interesser gennem klassisk og moderne diplomatisk indsats samt det konsulære arbejde – betjeningen af borgere i nød i udlandet – kan ikke tiltrække nye bevillinger. Det er simpelthen for usexet.

Ingen pressionsgrupper (lobbyister) hærger disse områder. Der blev dog efter 11. september 2001 bragt lidt fornuft ind i behovsdebatten med Finansministeriet, så der kunne findes ekstra penge til Udenrigsministeriet med henblik på at styrke sikkerheden omkring ambassader og andre repræsentationer i udlandet.

Skiftende regeringer og ministres modvilje til at prioritere har betydet, at Udenrigsministeriet har været henvist til at forsøge at løse alle kendte og nye opgaver inden for stadig strammere bevillinger. Udenrigsministeriets administrative ledelse har alene kunnet prioritere geografien, dvs. udpege de steder, hvor Danmark skal være, henholdsvis ikke være.

Offer for bondesnu logik
Mindst to, formentlig flere, gange er det lykkedes at snyde Udenrigsministeriet.

Første gang var, da direktør Arne Friis Petersen accepterede at forberede og gennemføre Danmarks formandskab for EU i andet halvår af 2002 uden, som det siden 1973 havde været tilfældet i forbindelse med samtlige senere formandskaber, at få tilført nævneværdige midler til de omfattende aktiviteter. Da formandskabet i 2002 var vel overstået med en historisk aftale om EU’s udvidelse med 10 lande, kom takken i form af en betragtelig reduktion af Udenrigsministeriets bevilling på Finansloven.

Rationalet har sikkert været lidt bondesnu logik: Når Udenrigsministeriet ved siden af de daglige opgaver kan løfte et formandskab, så kan ministeriet vel klare sig for færre penge, når Danmark ikke har et formandskab. Tilpasningen til et lavere bevillingsniveau førte til lukning af 10 repræsentationer. Da udviklingsbistanden var konstant stigende som en funktion af BNP, måtte besparelserne hovedsageligt findes i lande, hvor hovedopgaven ikke var at hælde millioner af skattekroner i den lokale økonomi.

Anden gang var, da departementschef Claus Grube umiddelbart efter sin tiltrædelse i 2009 bukkede under for upræcise finansministerielle trusler om, at der ville blive sat en kraftig lup på Udenrigsministeriets ressourceanvendelse, såfremt ministeriet ikke selv kom op med betydelige besparelser.

Udenrigsministeriets ansatte kom til at tåle og bære forringede vilkår samt en betragtelig nedgang i den livslange karriereindkomst, ligesom Udenrigsministeriets tiltrækningskraft blev svækket. Disse ofre blev ignoreret ved udmålingen af senere besparelser på udenrigstjenestens område.

Noget for noget
Moralen er, at man i offentlig administration ikke skal give noget uden at få noget til gengæld. I det mindste forsikringer. Alt andet bliver misforstået og misbrugt.

Tænk hvad de sidste godt 30 års mange sparerunder har kostet. Hver eneste proces har været dyr i tid og penge. Nedlæggelse af ambassader er dyre. Særligt smertefuldt og synligt på kontoen bliver det, når en ambassade efter en dyr nedlæggelse få år senere skal genoprettes.

Tænk også hvad det har kostet i flere perioder at mase yderligere ministre – på et tidspunkt hele fem af slagsen – ind på Udenrigsministeriets område og fire af dem ind på Asiatisk Plads med særlige rådgivere og sekretærer for så at fjerne dem igen.

Fra 1982 til 2014 har Danmark haft ni udenrigsministre, ni udviklingsministre, tre handels-/eksportministre, hvoraf en også var udviklingsminister, og en anden også var europaminister, to europaministre og 15 ministre for nordisk samarbejde. 38 ministre i alt -  og så har jeg har sikkert glemt nogen.

Hvad har denne karrusel eller de overbelastede svingdøre ikke kostet, og hvad vil udgiften til eftervederlag og pensioner ikke løbe op i? Godt at tre udenrigsministre trods alt hver sad syv til ti år.

Ikke selvskabte
Det er ikke utænkeligt at nogle af de plager, Udenrigsministeriet tumler med, som ikke er selvskabte, skyldes myriaden af kommende og afgående ministre, hvoraf nogle havde særdeles ressourcekrævende selvpromoverende dagsordener.

Olsen Dyhr fik brugt mange ressourcer på at få flækket en stribe overambitiøse eksportstrategier sammen. Hun ville inden 2016 øge eksporten til BRIK-landene og seks andre vækstmarkeder med 50 procent, dvs. ca. 30 milliarder kroner. Vækstmålene var urealistisk høje, men de lød godt og trak overskrifter. Det var ren selvpromovering. Ingen af målene er blevet nået.

Udenrigsministeriet har været martret af besparelser og er nu på mange måder havnet i samme situation som Forsvaret. Der er simpelthen ikke penge til at levere på alle de politiske ambitioner og ønsker – selv med snablen langt nede i udviklingsbistanden.

Reduktionen af udviklingsbistanden er derfor meget alvorlig for Udenrigsministeriets driftsøkonomi. Tiden er kommet til igen at sælge faste ejendomme i udlandet, så en smallere udgave af forretningen kan fungere.  

Giver skæv debat
Siden 1982 har ingen udenrigsminister slået et slag for Udenrigsministeriets bevillinger til generelle formål, og det er fattigt, når Per Stig Møller og Martin Lidegaard langer ud efter regeringens udenrigsgransker, ambassadør Peter Taksøe-Jensens, første balloner.

Han siger, at der skal sættes retning og prioriteres. Parre ambitionerne med realisme. Han kommer med konkrete eksempler.

De to forhenværende udenrigsministre ville ikke nedprioritere Mellemøsten, hvor der trods milliarder og atter milliarder af kroner samt mange organisationers, store og små landes aktive indsats ikke er sket fremskridt i over 20 år. Hvad FN, EU, USA osv. ikke kan løfte, skal Danmark fortsat smide ressourcer efter. Danmark skal blive ved, men de anviser ikke, hvad Danmark så i stedet ikke skal gøre.

Det er et godt eksempel på en svaghed i den politiske debat. Man kræver ind og vil opprioritere her der og alle vegne. Kun få vil om- og slet ingen nedprioritere eller finde ny finansiering.

debat@altinget.dk