Thulesen Dahl: S og SF har øget mistilliden til politikerne

FOLKEMØDE: Dansk Folkepartis formand beskylder S og SF for at være skyld i, at befolkningen har en historisk lav tillid til politikerne.

Stop med at føre skræmmekampagne over for befolkningen - fortæl i stedet, hvad I selv vil.

Det var DF-formand Kristian Thulesen Dahls opfordring til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da han lørdag holdt sin tale på Cirkuspladsen til Folkemødet på Bornholm. 

I strålende sol og isnende kold Østersø-vind skitserede Kristian Thulesen Dahl tre af Danmarks hovedudfordringer, som han ser dem: EU's indflydelse på Danmark, de offentlige udgifter til indvandrere og befolkningens lave tillid til politikerne.

Kristian Thulesen Dahl henviste til en meningsmåling, der viser, at befolkningens tillid til politikerne er den laveste i 40 år. Og her vurderede han, at Socialdemokraternes og SF's ageren inden og efter valget i 2011 havde givet befolkningens mistillid et ekstra nøk ned. Både fordi de efter hans mening førte skræmmekampagne og brød deres egne løfter efter valget.

"Socialdemokraterne og SF gik til valg på nogle løfter, der var meget firkantet lanceret. Der kunne eksempelvis ikke ændres et komma i deres skatteudspil, husker jeg," sagde Kristian Thulesen Dahl.

"Samtidig så førte de en skræmmekampagne om, hvor ilde det ville gå, hvis de andres forslag blev gennemført. Men da Socialdemokraterne og SF kom til magten, så gennemførte man jo mange af de ting, man havde advaret om, ville ødelægge Danmark,” forklarede Kristian Thulesen Dahl til publikum.

Han mener, at rød blok er på vej til at gentage øvelsen i takt med, at valgkamps-stemningen langsomt stiger.

"Nu begynder kampagnemaskinerne at blive ladt. Og der er igen en skræmmekampagne, der går på, at de andre vil gennemføre en masse skidt. Men jeg tror godt befolkningen kan gennemskue sådan en amerikaniseret skræmmekampagne," sagde Kristian Thulesen Dahl.

Han opfordrede Helle Thorning-Schmidt til i stedet at bruge mere energi på at fortælle danskerne, hvad regeringen vil.

Folkemødet på Bornholm slutter søndag 15. juni.

Forrige artikel Det sker på Folkemødet - lørdag Det sker på Folkemødet - lørdag Næste artikel Løkke: Danmark skal i en ny retning Løkke: Danmark skal i en ny retning