Thulesen Dahl lægger op til formandsvalg efter vælgerlussing: Vil ikke selv stille op

Kristian Thulesen Dahl oplyser, at han ønsker et ekstraordinært årsmøde, hvor der skal vælges en ny formand. Han stiller ikke op, siger han til flere medier.

Efter et dårligt valgresultat vil Dansk Folkeparti nu afholde et ekstraordinært årsmøde, hvor der skal vælges en ny formand.

Nuværende formand Kristian Thulesen Dahl siger til flere medier, at han ikke vil stille op til formandsvalget.

Et ekstraordinært årsmøde vil handle om "at starte på en frisk og komme ud af det dødvande, vi har været i det seneste par år", siger han til DR.

"Der skal ske noget ekstraordinært nyt i Dansk Folkeparti," tilføjer DF-formanden.

Han har ønsket at partiets hovedbestyrelse i weekenden skal tage den endelige beslutning om, hvorvidt der skal afholdes ekstraordinært årsmøde.

Kristian Thulesen Dahl blev genvalgt som formand ved DF's årsmøde i sommer.

DF-stemmer halveret

Dansk Folkeparti fik 4,1 procent af stemmerne på landsplan til årets kommunalvalg. Det er en tilbagegang på 4,6 procentpoint.

Partiet har opnået 91 mandater i landets byråd - det er en tilbagegang på 132 mandater.

Dermed mister partiet også sin plads i en lang række byråd.

Ved sidste kommunalvalg vandt Karsten Nielsen partiets første borgmesterpost på Læsø. Han skiftede senere til Venstre for så at trække sig som spidskandidat op til dette valg.

Kristian Thulesen Dahl har været formand for partiet siden 2012, da han overtog posten fra Pia Kjærsgaard. {{toplink}}

Forrige artikel Her forhandler de stadig om borgmesterkæderne: Dragør har alligevel ikke en ny borgmester Her forhandler de stadig om borgmesterkæderne: Dragør har alligevel ikke en ny borgmester Næste artikel Solrød styrede mod Konservativ borgmester, men pludselig så LA rødt Solrød styrede mod Konservativ borgmester, men pludselig så LA rødt