Thorning: Drop den rå tone - vis respekt

NYTÅRSTALE: Helle Thorning-Schmidt (S) beklager den rå tone. Vis hinanden mere respekt, sagde statsministeren, der bebuder nye væksttiltag i 2014.

I sin nytårstale fra Statsministeriet på Christiansborg havde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) velfærdssamfundets måde at behandle ældre på som gennemgående tema.

"En tryg alderdom er en af velfærdssamfundets største bedrifter. Flere af os får mulighed for at blive gamle og for at have det godt, når vi er gamle.

Men er den måde, vi taler om hinanden på, fulgt med? Det synes jeg ikke helt, den er. Det støder mig, når jeg hører en 60-årig omtalt som gammel på en arbejdsplads. Ja, det kan endda ske for en 50-årig.

Gennem mange år har vi talt om, hvor vigtigt det er, at alle bliver længere på arbejdsmarkedet. Det skal vi naturligvis tage alvorligt. Det er ikke rimeligt, at man skal frygte for sit job, bare fordi man er over 50. Det er heller ikke klogt, hvis der er arbejdspladser, som per automatik skiller sig af med de erfarne.
Et langt liv giver et bredere perspektiv på mange ting. Og et overskud til at lære fra sig. Det er der mange arbejdsgivere, som ved. Men jeg vil opfordre til, at endnu flere gør sig fri af myten om, at ungdom altid er bedst. Derfor vil jeg i aften sige til både private og offentlige arbejdsgivere: Giv erfarne jobansøgere en fair chance," sagde statsministeren og føjede til om tonen mellem danskerne:

"Jeg synes, at tonen er blevet mere hård de senere år. Både fra borgere, i medier og på nettet. Ordene er blevet mere rå. Det skal vi lave om på sammen. Vi skal vise større respekt for hinanden."

Hun markerede sig som modstander af nulvækst i den offentlige sektor. 

"Jeg er overbevist om, at det er bedst for Danmark, hvis vi år for år bruger noget af den velstand, vi skaber, på vores fællesskab," sagde Thorning-Schmidt og føjede til, at hun tror på ny fremgang i 2014 efter nogle kriseår:

"I en usikker verden må vi bygge et sikkert fundament under vores velfærd.

Og det fundament er en sund og stærk økonomi. Hvor virksomhederne har gode vilkår. Og hvor lønmodtagerne er godt uddannede.

Kun på den måde kan vi holde fast i et trygt Danmark. Derfor vil regeringen også i 2014 foreslå nye vækstinitiativer."

Altinget.dk gengiver nedenfor hele nytårstalen.

Forrige artikel Forsker: Sverige har løsningen på velfærdsturisme Forsker: Sverige har løsningen på velfærdsturisme Næste artikel Landbrugsreform vedtaget: Her er de nye slagsmål Landbrugsreform vedtaget: Her er de nye slagsmål