Thorning blev grillet om terrorredegørelse

SPØRGETIME: Alle de blå partier brugte statsministerens spørgetime til at udfritte Helle Thorning-Schmidt om, hvad hun vidste - og særligt ikke vidste - om bevogtningen ved synagogen under terrorangrebet i København. 

"Hvornår blev statsministeren bekendt med, at der ikke øjeblikkeligt blev etableret bevogtning ved synagogen efter terroranslaget på Krudttønden?"

Sådan spurgte Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen under statsministerens spørgetime, hvor Helle Thorning-Schmidt (S) fik kastet spørgsmål fra de blå partier i hovedet om Rigspolitiets terrorredegørelse og oplysninger, hun gav på et pressemøde 16. februar.

Efter at have brugt det meste af sin taletid på at kommentere på Løkkes indledende bemærkninger og ros til politiets ageren under terrordøgnet, nåede Thorning frem til følgende: 

"Jeg blev for ganske nylig i forbindelsen med færdiggørelsen af politiets evaluering opmærksom på, at der gik næsten fire timer fra skyderierne ved krudttønden, til der blev etableret bevogtning ved synagogen."

Viderebragte, hvad Thorning vidste
På et internationalt pressemøde 16. februar sagde Helle Thorning-Schmidt, at beredskabet ved synagogen var blevet øget øjeblikkeligt - hvilket ifølge Rigspolitiets egen redegørelse ikke er sandt. Der gik næsten fire timer. Til det sagde Helle Thorning-Schmidt: 

"På det tidspunkt, hvor jeg besvarer det spørgsmål på det internationale pressemøde, har vi fået det billede, at bevogtningen kommer hurtigere end de fire timer, som vi taler om her," sagde hun. 

Det undrede Lars Løkke Rasmussen sig over, og han gav udtryk for, at han i længere tid havde vidst, at oplysningen om øjeblikkeligt øget beredskab ved synagogen ikke kunne passe. 

DF: Hvor ligger fejlen?
Også Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, undrede sig, da det blev hans tur i spørgerækken. Han henviste til de mails, som i dag er blevet offentliggjort, hvor det fremgår, at både Justitsministeriet og Statsministeriet allerede 16. februar fik besked om, at der først var bevogtning ved synagogen efter fire timer. 

"Man ved jo i systemet, hvornår der rent faktisk er fysisk bevogtning ved synagogen. Er det så i Justitsministeriet, at det stopper? Eller er informationen tilgået Statsministeriet, men bare ikke til statsministeren?" spurgte han. 

Til det svarede Thorning: 

"Jeg føler mig overbevist om, at hvis nogle omkring mig i Statsministeriet havde vidst, at det, jeg sagde på pressemødet, ikke var korrekt, havde jeg fået det at vide. Ligesom at der var mulighed for i dagene efter pressemødet, at PET kunne korrigere, hvis det, jeg sagde, ikke var korrekt."

Thorning: Vigtigst, at politiet gjorde det godt
Men Thulesen Dahl gravede videre og spurgte ind til, om Thorning som både statsminister og formand for regeringens sikkerhedsudvalg ikke havde sat sig ned og gennemgået time for time, hvad der var sket de pågældende dage med sine folk.

"Efter terrorangrebet var vi mest optaget af, at poltiitet fik tid til at efterforske sagen, og jeg tror ikke, at hverken hr. Kristian Thulesen Dahl eller hr. Lars Løkke Rasmussen forstår, hvor stor en opgave politiet havde med at efterforske sagen," sagde Helle Thorning-Schmidt og fortsatte:

"Det, vi vidste, og som offentligheden vidste, var, at der blev udført et fantastisk politiarbejde de her dage. Der var bevogtning på de tidspunkter, hvor gerningsmanden havde indfundet sig - det er og bliver det vigtigste."

Forrige artikel Ny måling: Rød blok taber pusten Ny måling: Rød blok taber pusten Næste artikel Raske patienter fylder på hovedstadens hospitaler Raske patienter fylder på hovedstadens hospitaler