Terrorsikring på Amalienborg har kostet godt 16 millioner kroner

Amalienborg Slotsplads er blevet terrorsikret for 16,2 millioner kroner. Terrorsikringen indebærer blokering af biler og lastbiler ved store begivenheder. 

Over 16 millioner kroner.

Det er prisen for at terrorsikre Amalienborg Slotsplads. Det viser et hidtil fortroligt aktstykke fra Kulturministeriet til Finansudvalget.

Beslutningen om at terrorsikre kongehusets vinterresidens blev truffet tilbage i 2019, hvor Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse skrev, at sikkerheden på pladsen skal øges, når der er større forsamlinger af mennesker til stede

Sikringen er sket ved at etablere 52 såkaldte pullerter rundt ved de fire indgange til Amalienborg Slotsplads. Etableringen af pullerterne blev færdiggjort for et års tid siden, men man mangler dog stadig små justeringer, før anlægget er helt oppe at køre, fortæller Slots- og Kulturstyrelsen.

Pullerterne kan hæves og sænkes, sådan at man kan blokere adgang for lastbiler og andre køretøjer, når der er mange mennesker samlet på pladsen, eller hvis der er officielle begivenheder.

Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen, der har stået for sikringen af pladsen, har man lagt vægt på at designe en løsning, der passer ind i æstetikken omkring Amalienborg Slot.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Terrorsikring flere steder i byrummet

Det er ikke kun på Amalienborg Slotsplads, at man har valgt at lave terrorsikring.

Både på Strøget, ved Rådhuspladsen og i DR Byen i København har man lavet terrorsikring over de seneste år.

På Christiansborg Slotsplads ved Folketinget har man også valgt at opgradere sikkerheden med pulleter ligesom på Amalienborg for at kontrollere biler og lastbilers adgang, ligesom en række store, runde sten er opstillet som beskuttelse.

Sikringen rundt i det københavnske byrum kommer efter flere tilfælde af terrorangreb med lastbiler og andre køretøjer forskellige steder i verden.

Det var tilfældet tilbage i 2016 på Promenade des Anglais i Nice, hvor 86 personer mistede livet. Samme år blev en lastbil også brugt til terror på et julemarked i Berling, hvor 12 personer døde. Og året efter kostede et lastbilangreb i centrum af den svenske hovedstad, Stockholm, fem personer livet. 

Forrige artikel Minkavler: Minkavler: "Der er rigtigt mange, som vil starte op igen, men de er bange for at sige det offentligt" Næste artikel Interview: Interview: "Hvis klimaet alene betød noget, så skulle vi alle sammen bo i byen"