Terrorforhandlinger endte uden løsning

FORHANDLING: Tirsdag aften mødtes partierne bag politiforliget endnu en gang for at snakke om regeringens terrorpakke – og igen var det uden resultat.

Tirsdag aften havde justitsminister Mette Frederiksen (S) og regeringen inviteret SF, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti til endnu en runde ved forhandlingsbordet i håbet om at kunne nå til enighed om regeringens terrorpakke.

Det lykkedes dog heller ikke denne gang, og det blev et kort møde, da alle de fremmødte skal diskutere retsforbehold klokken otte onsdag morgen.

Se regeringen 12 terrortiltag her

Mandag krævede et flertal i Folketinget svar på, hvor regeringen ville finde pengene til terrorpakken. Flertallet, som består af selvsamme partier, der udover regeringen sidder med ved forhandlingsbordet, gjorde det klart, at de ikke vil vedtage terrorpakken nu og først finde finansieringen til efteråret, som er regeringens plan. Til efteråret skal der nemlig alligevel laves en ny stor politi-aftale.

Som at fodre hunden med sin egen hale
”Vi håber, regeringen forstår, at det ikke nytter at tage pengene til terrorindsatsen fra politiet. Det vil være at fodre hunden med dens egen hale,” sagde Konservatives retsordfører, Mai Mercado, til TV 2 inden forhandlingerne, der blev en kort omgang.

Det er partierne i politiforligskredsen, som forhandler om denne del af terrorpakken, mens forsvarsforligkredsen tager sig af den del i terrorpakken, som handler om at styrke Forsvarets Efterretningstjeneste (FET).

Partierne i politiforligskredsen mødes igen onsdag eftermiddag.

Forrige artikel Forhandlinger om retsforbehold i dag Forhandlinger om retsforbehold i dag Næste artikel Heunicke lander smal DSB-aftale Heunicke lander smal DSB-aftale