Team Rynkeby Fonden henter ny direktør fra Nordea

Solvejg Lauridsen bliver ny direktør for Team Rynkeby Fonden og afløser dermed Jørgen H. K. Jepsen på posten. Hun kommer fra en stilling som filialdirektør i Nordea i Vejle.

Solvejg Lauridsen tiltræder 1. december som direktør i Team Rynkeby Fonden. Det oplyser fonden i en pressemeddelelse.

I over 30 år har Solvejg Lauridsen arbejdet hos Nordea, og hun kommer senest fra en stilling som filialdirektør i Nordea i Vejle. Hun har desuden været udstationeret for banken i Frankfurt, og hun har også været filialdirektør i Skjern. 

Team Rynkeby, som drives af Team Rynkeby Fonden, er et velgørenhedscykelhold, som hvert år cykler til Paris for at samle penge ind til børn med kritiske sygdomme og deres familier. 

Solvejg Lauridsen overtager posten fra Jørgen H. K. Jepsen, der tiltrådte stillingen i august sidste år.

Bestyrelsesformanden for Team Rynkeby Fonden, Mark Hemmingsen, har ønsket en ny strategisk retning, og derfor er Jørgen H.K. Jepsen fratrådt jobbet efter gensidig aftale, lyder det i pressemeddelelsen.

Forrige artikel Liz Truss trækker sig efter kun 45 dage Liz Truss trækker sig efter kun 45 dage Næste artikel Michael Ziegler sygemeldes med akut leukæmi Michael Ziegler sygemeldes med akut leukæmi