Tandlæger: Pengemænd og kapitalfonde i tandplejen er en farlig tendens

DEBAT: Det skal altid være tandlægens faglige vurdering, der afgør, hvilken behandling en patient skal tilbydes. En tandlægekædes mål om indtjening må aldrig påvirke, hvilke diagnoser patienterne får. Det skriver Freddie Sloth-Lisbjerg, formand for Tandlægeforeningen.

Af Freddie Sloth-Lisbjerg
Formand for Tandlægeforeningen

Kapitalfonde og andre storinvestorer er godt i gang med at købe sig ind i dansk tandpleje. Og det går stærkt. Så stærkt at det ser ud til, at hverken regeringen eller oppositionen har opdaget det.

Flere og flere tandklinikker lader sig købe op af kæder, som delvist er ejet af investorer udefra. Nogle af kæderne vokser med nærmest eksplosiv hast. Samtidig bliver der gradvist færre og færre små tandklinikker med en enkelt tandlæge og en eller to klinikassistenter.

Jeg har principielt ikke noget imod, at tandlæger slår sig sammen i kæder. Hvis en kæde lægger afgørende vægt på værdier som etik, faglighed og patientsikkerhed, og hvis forholdene for personalet er i orden, så kan jeg som udgangspunkt ikke have noget imod den. Faktisk kan en kæde være en rigtig god løsning på nogle af tandplejens store udfordringer.

Faglighed frem for alt
Som tandlæger bliver vi mødt med stadigt flere krav om dokumentation. Vi har bureaukrati til op over begge ører. Samtidig vil flere tandlæger gerne arbejde sammen på større klinikker, end det var kutyme før i tiden. Jeg tror, vi skal se kædedannelserne som et af flere svar på denne udvikling.

Hvis der er folk ansat i en kæde til at tage sig af administration, dokumentation og regnskab, får den enkelte tandlæge mere tid til sine patienter. Og det er det, langt de fleste tandlæger allerhelst vil.

Men jeg forstår godt, hvis man som patient er lidt usikker på, hvad det indebærer, at tandlægen har solgt sin klinik til en kæde. Og jeg er selv meget bekymret over den systematiske kommercialisering af tandplejen, som kædernes indtog desværre også har ført med sig.

Det er en farlig tendens, hvis pengemænd og kapitalfonde er ved at tiltuske sig den reelle bestemmende indflydelse på mange tandklinikker.

Det skal til enhver tid være tandlægens faglige vurdering, der afgør, hvilken forebyggelse og behandling en patient skal tilbydes. En kædes mål om indtjening må aldrig påvirke, hvilke diagnoser og behandlinger patienterne får. Og det er helt uacceptabelt, hvis patienter af hensyn til kædens økonomi bliver påduttet behandlinger, som de reelt ikke har brug for.

I Danmark er forholdet mellem patient og tandlæge baseret på gensidig tillid. Sådan skal det blive ved med at være. Det skal også i fremtiden være trygt og sikkert at gå til tandlæge. Derfor må det sikres, at tandlæger også fremover har den bestemmende indflydelse på landets tandklinikker.

Forrige artikel Ny temadebat sætter fokus på det nære sundhedsvæsen Ny temadebat sætter fokus på det nære sundhedsvæsen Næste artikel Astma-Allergi Danmark: Vi skal se handling på allergiområdet Astma-Allergi Danmark: Vi skal se handling på allergiområdet
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.