Tåget fortælling om strandet vandsektorforlig

Man skulle mene, at det var inden for rimelighedens grænser at forvente et bare nogenlunde klart svar på nedenstående spørgsmål:

Hvad er status på forhandlingerne om en reform af vandsektorloven?

Men nej. Faktisk er fortællingen om det strandede forlig så tåget, at vi begynder med at fastslå de to ting, som ligger fast:

• Efter næsten et halvt års møder i forligskredsen brød forhandlingerne om en reform af vandsektorloven i begyndelsen af december sammen. Et notat viste, at vandselskabernes skattebetalinger var langt større, end man tidligere havde antaget. Regeringen og oppositionen kunne ikke enes om en løsning, og siden har parterne ikke mødtes til formelle forhandlinger.
• Regeringen forudsagde i efterårets lovkatalog, at man i februar 2015 ville fremsætte et lovforslag til reform af vandsektoren. I december blev den estimerede fremsættelse ændret fra februar til marts. Og med den seneste opdatering fra marts er forslaget helt slettet fra lovkataloget.

Det kunne tyde på, at regeringen endegyldigt har opgivet at få vedtaget en reform af vandsektorloven på denne side af sommerferien. Og i det lys fremstår det derfor mærkeligt, at miljøminister Kirsten Brosbøl i slutningen af februar sagde følgende til Altinget:

"Jeg håber stadig på at få landet en god vandsektorlov i løbet af foråret, så branchen har sikre rammer for langsigtede investeringer. Min dør er åben for forhandlinger," sagde hun.

Løbende meldinger om fremskridt
Meldingen kom, efter en række aktører offentligt havde beklaget sig over, at regeringen tilsyneladende ikke gjorde en aktiv indsats for at sikre en aftale, som kunne skabe stabilitet og vækst i branchen i de kommende år.

I perioden fra begyndelsen af december til slutningen af februar har pressen - herunder Altinget - løbende berettet om tentative fremskridt i forhandlingerne.

I midten af januar forlød det, at blå blok var ved at lægge sidste hænder på en løsning, der skulle bryde dødvandet ved at foreslå en model for skattebetalingen, som begge parter kunne stå bag. Forslaget nåede aldrig frem til miljøministeren.

To uger senere var budskabet fra den blå opposition så, at et løsningsforslag stadig var lige om hjørnet, men at man var forsinket, fordi man skulle enes om en model, som ikke forsøgte at løse skattespørgsmålet med tilbagevirkende kraft. Herefter skete der igen ingenting.

Blandt de blå partier er forklaringen på de modstridende udmeldinger, at man ganske rigtigt arbejdede på et løsningsforslag, men så indkaldte miljøministeren til nye forhandlinger, og i det lys ville man gemme sine anbefalinger og i stedet høre, hvad hun havde at sige.

Men så blev dette møde - uden nogen efterfølgende forklaring - aflyst. Og siden har man ikke hørt fra Kirsten Brosbøl, forklarer blå blok. Man hæfter sig ved, at regeringen både har initiativretten og initiativpligten, og forventer, at ministeren giver lyd i det omfang, at hun er interesseret i at genoptage forhandlingerne.

Regering og blå blok fortæller forskellige historier
I Miljøministeriet er udlægningen af sagsforløbet ikke overraskende en ganske anden: Brosbøl har flere gange indkaldt oppositionen til nye forhandlinger, men svaret har hver gang været det samme. Nemlig at man ikke kunne på den pågældende dato, men at man ville vende tilbage med forslag til et nyt mødetidspunkt. Hvilket så aldrig skete.

Man hæfter sig ligeledes ved, at blå bloks udspil til løsning af skattespørgsmålet aldrig er nået frem. Man kender således ikke yderligere detaljer, end hvad der har været fremme i pressen. Og bedømt derudfra er der ikke noget, der tyder på, at man for alvor har bevæget sig, mener Miljøministeriet.

Hovedanken ved blå bloks krav er stadig, at man vil ændre reglerne for vand- og spildevandsselskabernes skattebetaling med tilbagevirkende kraft. Det skal ske for at undgå, at forbrugerne skal opkræves ekstraskatter, som ifølge brancheorganisationen Danvas tal beløber sig til mellem 4 og 25 milliarder kroner.

Men disse tal tror man ikke på i Miljøministeriet. Og man kommer under ingen omstændigheder til at foreslå finansminister Bjarne Corydon, at forbrugerne skal have skatteregningerne annulleret med det resultat, at det vil efterlade et hul i finansloven for 2015.

Man anerkender, at man som regeringen bærer initiativpligten, men anfører, at oppositionen også er forpligtet til at agere ansvarlig opposition.

Næste skridt er imidlertid stadig uklart. Først når alle muligheder for at indgå en aftale synes udtømt, vil man tage konsekvensen heraf. Men hvad denne konsekvens så skal være, ønsker man på nuværende tidspunkt ikke at sige noget om.

Reform inficeret af storpolitik
Blandt aktørerne har der plantet sig en stærk fornemmelse af, at reformen er blevet inficeret af storpolitik i en sådan grad, at et forlig synes umuligt på denne side af et valg.

Men man fornemmer også, at skattespørgsmålet har bevæget sig fra at være et emne, som optog miljøordførerne, til nu at blive behandlet af partiernes finansordførere. Det ser man som tegn på, at diskussionen har fået en strategisk værdi, der kan bruges som aktivt element i den valgkamp, som alle ved, er lige om hjørnet.

Og hvorfor ødelægge god ammunition ved at indgå et forlig, hvis man mener, at man dels på kort sigt kan skade regeringen ved at udstille dens manglende vilje til at bekymre sig om danskernes skattebetalinger. Og dels efter et valg kan gennemføre en reform, som lægger sig tættere op ad éns egne ønsker.

Og så kan erhvervslivet brokke sig nok så højlydt over, at det skader mulighederne for at omsætte fremadrettede investeringer til øget eksport. Eksport af vandteknologi beløber sig til 15-16 milliarder kroner årligt, men tallet er stagnerende, og alle er enige om, at der er brug for nye rammer, hvis eksporten atter skal vokse.

Det var også baggrunden for, at Kirsten Brosbøl i slutningen af februar lovede vandsektoren, at hun stadig arbejdede på at få landet en god vandsektorlov i løbet af foråret. Og som hun sagde:

“Min dør er åben for forhandlinger.”

red@altinget.dk