Sundhedsstyrelsens vicedirektør får job i Region Midtjylland

Helene Probst skal være lægefaglig koncerndirektør i Region Midtjylland. Hun forlader derfor Sundhedsstyrelsen, hvor hun de seneste to år har været vicedirektør. 

"Jeg glæder mig utroligt meget til at lære sundhedsvæsenet i Region Midtjylland bedre at kende".

Sådan udtaler Helene Probst sig i en pressemeddelelse fra regionen, hvor det oplyses, at hun 16. januar forlader sit job som vicedirektør i Sundhedsstyrelsen for at blive lægefaglig koncerndirektør. Helene Probst, der er speciallæge i samfundsmedicin, har haft ledende stillinger i Sundhedsstyrelsen siden 2013. 

Jobskiftet falder sammen med en større rokade i sammensætningen af direktionen i Region Midtjylland.

Helene Bilsted Probst bliver derfor ikke det eneste nyansatte i direktionen, Poul Michaelsen skal fremover være regionens koncerndirektør. Han har de seneste syv år været hospitalsdirektør på Regionshospitalet Gødstrup, her stod han i spidsen for byggeriet af det 148.000 m2 store hospital i Gødstrup, som blev indviet i starten af 2022. 

"Det er to meget stærke profiler, vi får ind på begge poster, og jeg glæder mig meget til samarbejdet. Jeg er sikker på, at vores nye koncerndirektører, sammen med den øvrige direktion, kan være med til at løfte regionen og sætte nye perspektiver på strategi og ledelse med respekt for de særlige betingelser, der kendetegner en politisk ledet organisation," siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

De to nye koncerndirektører afløser Ole Thomsen, der fratrådte sin stilling i maj 2022. I forbindelse med hans fratrædelse blev det besluttet, at der fremover skal være yderligere fokus på læge- og sundhedsfaglig rådgivning og den læge- og sundhedsfaglige ledelsesopgave i direktionen.

Direktionen skal derfor fremover bestå af fire medlemmer, hvoraf den ene har lægefaglig baggrund. Når de to nye koncerndirektører er tiltrådt består Region Midtjyllands direktion derudover af regionsdirektør Pernille Blach Hansen og koncerndirektør Anders Kjærulff.

Udskiftninger i Sundhedsstyrelsen

Meddelelsen om, at Helene Probst forlader Sundhedsstyrelsen, kommer kort efter, at Djøfbladet kunne afdække, at Sundhedsstyrelsen er blevet kritiseret for dets arbejdsmiljø blandt sektionsledere i en ny rapport fra Arbejdstilsynet. 

Her beskrives det blandt andet, at sektionslederne har været så presset af arbejdsmængden og på tid, at der kan være tale om en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. Desuden fremgår det, at flere har oplevet "en hård og til tider nedladende tone fra direktionen, hvilket øger arbejdspresset".

I august 2022 fik Sundhedsministeriets departement desuden et påbud fra Arbejdstilsynet, da juristerne i de to juridiske kontorer har haft så travlt under corona, at man frygtede, at arbejdet kunne være sundhedsskadeligt.

{{toplink}}

Forrige artikel Nye Borgerlige fyrer pressechef Nye Borgerlige fyrer pressechef Næste artikel Medicoindustrien udpeger ny kommunikationschef