Sundhedsminister afviser DF-pres på akutområdet

AKUTPLANER: Dansk Folkeparti får ikke som krævet en akutplan for hele landet i januar. Det giver ikke mening, da arbejdet sker løbende, forklarer sundhedsministeren. DF kræver yderligere svar i januar.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, glæder sig til januar, hvor hun og partiets finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, skal mødes med sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) for at blive orienteret om akutberedskabet i sundhedsvæsnet.

Hun er nemlig ikke stillet tilfreds med udmeldingen fra Jakob Axel Nielsen tirsdag 15. december (læs den i bunden af artiklen).

Ingen behov for deadline
Her afviser han i en pressemeddelelse, at der er behov for den deadline, som Liselott Blixt har sat i januar.

Han peger han på, at der inden jul og i det nye år kommer svar på en række undersøgelser, der er sat i gang, ligesom at han mødes med Dansk Selskab for Akutmedicin, der i en række Berlingske-artikler har peget på behovet for forbedringer på sygehusenes akutmodtagelser og i den præhospitale indsats.

I pressemeddelelsen nævner han blandt andet også, at det præhospitale udvalg tidligst i foråret og tiden frem vil komme med bud på akutdækningen i forhold til den nye sygehusstruktur.

Klart krav fra ordfører
Det står dog i skærende kontrast til, hvad Liselott Blixt i Berlingske Tidende i går tirsdag var citeret for at kræve:

"Sundhedsministeren skal komme med en plan for, hvordan akutberedskabet skal være rundt om i landet. Netop fordi der er så mange aktuelle problemstillinger, vil vi have, at der skal ske noget nu. Det er nu, vi gerne vil høre noget. Det skulle gerne være inden årets udgang, og der er jo ikke så lang tid til," sagde Liselott i artiklen. Her erklærer hun dog også, at hun vil være tilfreds med en hurtig melding fra ministeren om at komme med planen i løbet af januar.

Overfor Altinget understreger Liselott Blixt dog, at hun ikke forventer, at sundhedsministeren har en akutplan klar for hele landet, sådan som hun er citeret for.

"Det, jeg mener, er en plan for, hvornår de forskellige ting skal ske," siger Liselott Blixt.

Der skal ske noget i Holstebro
Men hun understreger, at hun ikke er tilfreds med ministerens svar.

"Jeg er ikke tilfreds, for det, ministeren skriver, ser ikke ud at være løsning på problemerne i Holstebro. Her har man allerede over 100 kilometer til en akutfunktion. Her skal vi have nogle løsninger langt hurtigere," siger Liselott Blixt.

Hun vil dog vente med at kræve flere svar af ministeren, til hun har været til mødet, der skal holdes i midten af januar.

"Jeg vil så i juleferien sætte mig ind i de klager, jeg har modtaget, og så må jeg jo forlange, at han gør noget ved de problemer," siger Liselott Blixt.

Danske Regioner ventes at komme med et udspil på akutområdet inden nytår.

Forrige artikel Hvert fjerde folketingsmedlem til klimatopmøde Hvert fjerde folketingsmedlem til klimatopmøde Næste artikel Landmænd kan få penge til at dyrke ødelagt natur Landmænd kan få penge til at dyrke ødelagt natur