Regeringen dropper udskældt forslag: Studerende og forskere beholder indflydelse

RETRÆTE: Fagpersonalet og de studerendes indflydelse bliver alligevel ikke indskrænket på universiteterne, lyder det fra regeringen. Men forskningsminister Tommy Ahlers (V) vil stadig ændre studienævnene.

To omstridte anbefalinger, der ville have indskrænket forskere og studerendes indflydelse hos ledelserne på landets universiteter, er lagt på hylden af regeringen.

Det var 'udvalget om bedre universitetsuddannelser', der – i overensstemmelse med regeringens egne tanker – havde foreslået at fratage ansatte og studerende indflydelse på universiteternes ledelse. I stedet ville man give studienævnene en mere rådgivende funktion.

"Jeg føler ikke, at det, som universitetsudvalget har fremlagt, giver svar på, hvordan vi både kan sikre inddragelse af medarbejderne, og at ansvaret for uddannelsens indhold og kvalitet ligger hos rektor – og ultimativt bestyrelsen," siger Tommy Ahlers om beslutningen. 

Tommy Ahlers nedsætter i stedet en arbejdsgruppe, som skal inddrage både studerende og det videnskabelige personale i et fremadrettet arbejde med en ændring af studienævnenes rolle og funktion.  

Studerende jubler
Danske Studerendes Fællesråd glæder sig over udmeldingen fra ministeren. 

"Jeg er helt vild glad for, at vi endelig bliver hørt. Det viser, at vores pres har virket," lyder meldingen fra forkvinde for de studerende, Sana Mahin Doost.

De studerende afviser dog på forhånd at gå ind i arbejdet med et mål om at begrænse indflydelsen for de studerende. 

"Præmissen for det arbejde, vi skal i gang med nu, må være at styrke vores indflydelse og at styrke demokratiet – ikke på nogen måde at pille noget ud," siger Sana Mahin Doost.

Fortsat behov for reform 
Men ministeren lægger sig fortsat på linje med sin forgænger, Søren Pind (V), og erklærer sig enig med de droppede anbefalinger.

"Når man kigger på det sådan helt stringent og logisk, så er det nødvendigt at kigge på den funktion, som studienævnene har," siger Tommy Ahlers.   

Tommy Ahlers håber til gengæld på, at inddragelsen af studerende og ansatte i den nye arbejdsgruppe kan gøre det muligt at blive enige om en ændring af studienævnene. 

"En måde at tilgå det her på kunne jo være at bede de studerende og medarbejderne om at prioritere, hvor det er, de gerne vil have indflydelse," foreslår Tommy Ahlers.

Og den metode kan ende med en løsning, som er spiselig for alle parter, håber ministeren.

Anbefalingerne udgår af det udspil, som Tommy Ahlers præsenterer mandag på CBS om bedre universitetsuddannelser. 

Læs hele artiklenAltinget: forskning med reaktioner fra repræsentanter for de universitetsansatte, studerende og universiteterne, som håber at være med i det kommende arbejde. 

Forrige artikel Karen Hækkerup stopper i Landbrug & Fødevarer Karen Hækkerup stopper i Landbrug & Fødevarer Næste artikel Historiker ti år efter finanskrisen: EU hægtede sig selv af globalt kapløb – og lod millioner af europæere lide Historiker ti år efter finanskrisen: EU hægtede sig selv af globalt kapløb – og lod millioner af europæere lide