Stoltenberg tager to år mere som Nato-generalsekretær
NAVNE: Norske Jens Stoltenberg fortsætter som Nato-generalsekretær i yderligere to år.
Jens Stoltenberg har siden oktober 2014 været Natos generalsekretær, og det vil han fortsætte med at være indtil 2020.
Det skriver Nato i en pressemeddelelse, hvori det fremgår, at Nato-landene er blevet enige om, at Jens Stoltenberg skal fortsætte på posten frem til 30. september 2020.
Jens Stoltenberg udtrykker begejstring over forlængelsen af sit mandat som generalsekretær for Nato på sin Twitter-konto:
Honoured and grateful that the 29 Allies have decided to extend my term as #NATO Secretary General until end of September 2020. Looking forward to continue working together to strengthen the Alliance and keep our citizens safe.
— Jens Stoltenberg (@jensstoltenberg) 12. december 2017
58-årige Jens Stoltenberg er uddannet cand.oecon. fra Universitetet i Oslo i 1987. Han er tidligere norsk statsminister, hvor han sad på embedet af to omgange. Først fra 2000 til 2001 og senere i perioden 2005 til 2013.
Han var formand for det norske Arbeiderpartiet fra 2002 og indtil 2014, hvor han overtog posten som generalsekretær for Nato efter Anders Fogh Rasmussen.
Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) benyttede også lejligheden til at lykønske Jens Stoltenberg med forlængelsen som generalsekretær for Nato:
Congratulations @jensstoltenberg with the extension of the mandate as Secretary General of #NATO. You are the right person for the job. Important work lies ahead. #dkpol pic.twitter.com/8K9m0B1PIY
— Lars Løkke Rasmussen (@larsloekke) 12. december 2017