Støjbergs parti: Døgnflue eller det nye Venstre?

Hun kom stormende ind på ryggen af en rigsretsdom, og fik et af de flotteste valg for et nystiftet parti siden 2. Verdenskrig. Kun overgået af Fremskridtspartiet i 1973 og - med et mulehår - af Moderaterne ved sidste valg.

Siden har Inger Støjberg (DD) dog ikke gjort det store væsen af sig, og på Borgen begyndte der at komme en vis skepsis over for Danmarksdemokraternes fremtid.

Støjberg fik gjort et martyrium ud af rigsretsdommen og fik mange sympatistemmer ved valget, men hvad sker der, når dommen er kommet på afstand? Og hvordan skal DD i det hele taget gøre sig interessante i årene frem mod næste valg? Har partiet i det hele taget en holdbar strategi? 

Ligger lunt
Indtil videre er de dystre profetier gjort til skamme. Luften er på ingen måde gået ud af Støjbergs ballon, faktisk er partiet gået lidt frem siden valget. I Altingets vægtede snit af meningsmålinger står Danmarksdemokraterne med 9,2 procent af stemmerne til at vinde et par mandater siden valget. Analysen af vælgervandringerne viser, at Støjberg igen er begyndt at erobre vælgere fra sit gamle parti, Venstre.

Det er præcis det, strategerne hos Danmarksdemokraterne har som mål. DD bliver normalt nævnt i samme ånderag som Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, både på grund af det udlændingepolitiske omdrejningspunkt, men naturligvis også fordi en stor del af Støjbergs folketingsgruppe består af tidligere DF'ere. Men i DD er selvopfattelsen, at man er en anden slags parti. Danmarksdemokraterne ser ikke sig selv som et protestparti, og man lægger stor vægt på at vise, at man er et potentielt regeringsparti.

Problemet er bare, at Støjbergs vælgere formodentlig har en anden prioritet.

Dansen om bededagen
Dilemmaet kunne iagttages i fuldt flor under striden om store bededag. Danmarksdemokraterne var et af de fire partier, der var imod afskaffelsen af store bededag, men som samtidig var tøvende over for at støtte en folkeafstemning. Men hvor Liberal Alliance, Konservative og SF holdt fast ved et nej, valgte Støjberg på den yderste dag - ved tredje behandlingen - alligevel at bakke op om en folkeafstemning.

Det var utvivlsomt det rigtige standpunkt at lande på for et parti som Danmarksdemokraterne, i hvert fald hvis Støjbergs skal være i samklang med størstedelen af sine vælgere. Men DD blev i forløbet hæmmet af de modsatrettede prioriteter.

Havde Støjberg en uge tidligere tilsluttet sig folkeafstemningen, havde presset på især SF og Konservative været anderledes massivt, nu kom omsvinget så sent, at det ikke kunne gøre en reel forskel.

Men hos Danmarksdemokraterne vil man nødig ses som et parti, der bare smider om sig med folkeafstemninger, og man mente, at det var mest seriøst først "at give regeringen en chance for at besinde sig og lytte til vælgerne".
En illusion, for det var fra starten klart, at regeringen ikke ville rokke sig.

Kernen i rigsretsdommen
Samme dilemma ses i forhold til de internationale konventioner.
En del af grundlaget for rigsretsdommen over Inger Støjberg var en overtrædelse af de internationale konventioner, nærmere bestemt artikel 8 om retten til familieliv. Og efter dommen gjorde Støjberg klart, at hun ikke fortrød noget som helst. Herunder - må man forstå - konventionsbruddet.

Alligevel har Danmarksdemokraterne gjort meget ud af at understrege, at man som parti respekterer konventionerne - om end man vil gå til kanten af dem. Det sker ud fra en vurdering af, at det er en betingelse for at kunne deltage i en regering, at man støtter konventionerne.

Den vurdering kan man sætte spørgsmålstegn ved: For ganske vist er det urealistisk at tro, at der kan skabes flertal for at opsige konventionerne. Men derfor kan et parti jo sagtens have det som et principielt synspunkt - så længe det ikke gøres ultimativt.

"Løgnagtig trumpisme"
Netop holdningen til konventionerne  har dannet udgangspunkt for adskillige angreb fra Dansk Folkeparti, der ikke har nogen reservationer mod at opsige konventionerne. Her har DF identificeret et punkt, hvor de kan afsløre Danmarksdemokraterne som et parti, der alligevel ikke vil føre den stramme udlændingepolitik helt igennem.

Den fik dog en spand kul for meget, da DF's europaparlamentariker Anders Vistisen i forrige rettede et uhørt hårdt angreb på Støjberg.
 
Vistisen kritiserede ikke alene Støjberg for at "beskytte de internationale konventioner", hun blev også beskyldt for "løgnagtig trumpisme" og for at anvende "demokratiundergravende retorik". Vistisen mente tilmed, at  "en enhver demokrat, der tror på Folketinget som landets lovgivende myndighed, må være tilfreds med, at Rigsretten gav hende en signifikant dom".

Det var mildt ikke den holdning, daværende DF-formand Kristian Thulesen Dahl og partistifter Pia Kjærsgaard gav udtryk for, da Inger Støjberg fik sin rigsretsdom, en dom der spærrede for, at Støjberg kunne valse ind og modtage DF's formandspost på et sølvfad.

Vistisens indlæg har da heller ikke ligefrem vakt applaus alle steder i DF's folketingsgruppe, hvor man er pinlig bevidst om, at en så hård retorik spærrer for at vinde nogle af de DF-vælgere tilbage, man har mistet til Danmarksdemokraterne. Det er trods alt kun halvandet år siden, Støjberg blev hyldet som en dronning på DF's årsmøde.

Intet program
Blandt flere af Danmarksdemokraternes konkurrenter er der tydelig frustration over, at Støjberg ligefrem går frem, selvom hendes parti ikke har markeret sig synderlig meget siden valget.

Danmarksdemokraterne har stadig ikke et egentligt program, og ser man på partiets officielle hjemmeside, er der fortsat kun nogle korte afsnit om rets- og udlændingepolitik, land og by-problematikken, socialpolitik, og en "respekt for produktionsdanmark", der blandt andet betyder, at "klimapolitikken ikke må blive erhvervsfjendsk."
Alt i alt et program, der kan være - om ikke på bagsiden af en serviet - så på halvanden A4-side.

Indtil nu har partiet heller ikke haft en medlemsorganisation, man har kun haft mulighed for at blive "ven" med Danmarksdemokraterne. Den del ventes der at blive ændret på i løbet af de næste par uger, hvor DD får en medlemsorganisation, samtidig med man bevarer en løsere venne-tilknytning.

På et enkelt område er Danmarksdemokraterne dog gået meget systematisk til værks:
Inger Støjberg har været meget omhyggelig med at tjekke, hvem hun gjorde til folketingskandidater, ofte gennem personlige samtaler.

Derfor kan Støjberg og hendes nærmeste nu læne sig tilbage og grine fuldtonet af de bizarre sager, der har hjemsøgt Lars Løkke Rasmussens Moderaterne siden entréen på Borgen. Det har Støjberg indtil videre været forskånet for.   

Gunstig konkurrencesituation
Danmarksdemokraternes fremtid er sværere at spå om.
Der er intet, der tyder på, at partiet vil falde fra hinanden som Nye Borgerlige eller plages af episoder med excentriske politiske novicer som hos Moderaterne.
Men juryen er stadig ude, når det gælder spørgsmålet om politisk strategi og substans.

I første omgang satser Danmarksdemokraterne på at tolde yderligere hos Venstre, og Støjbergs folk håber, at Venstres næste åreladning kommer, når SVM-regeringen skal vedtage en CO2-afgift på landbruget. Med mindre afgiften bliver totalt udvandet, kommer der utvivlsomt hidsige protester fra dele af erhvervet.

Støjberg har selv defineret Danmarksdemokraterne som værende lige "i smørhullet mellem VKO" i Anders Fogh Rasmussens tid", og så længe både Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er i krise, er der en fed mark at pløje i.

Spørgsmålet er bare, om der stadig er plads til Støjberg, hvis konkurrenterne kommer på fode igen, og konkurrencen bliver anderledes hård. 

erik@altinget.dk