Støjberg kaldt til EU-møde om grænsekontrol

GODKENDELSE: Ved første øjekast har Kommissionen godkendt den danske grænsekontrol. Onsdag skal Inger Støjberg til Bruxelles for at mødes med sin svenske og tyske kollega.

Som Schengen-land skal Danmark have den midlertidige grænsekontrol godkendt af EU-Kommissionen.

Det ser ud til at ske.

”Kommission kan sige, at ved første øjekast ser situationen ud til at være dækket af reglerne. Vi vil holde tæt øje med situationen og holde Europa-Parlamentet og Rådet fuldt informeret, som Schengengrænsekodeksen foreskriver,” udtaler Tove Ernst, der er talskvinde for EU's migrationskommissær.

Stikprøvekontrollen ved grænsen til Tyskland skal i første omgang løbe indtil 14. januar. Herefter kan den forlænges med yderligere 20 dage. I så fald skal det godkendes på ny.

Møde i Kommissionen
Onsdag er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) kaldt til møde i Bruxelles om sagen.

Migrationskommissær Dimitris Avramopoulos har indkaldt Støjberg, den svenske justits- og migrationsminister, Morgan Johansson, og Ole Schröder, der er statssekretær i det tyske indenrigsministerium i EU-Kommissionen.

Ud over den danske stikprøvekontrol har svenskerne lignende grænsekontrol samt id-kontrol af alle, der rejser ind i Sverige fra Danmark. Kommissionen vil have de tre lande til at samarbejde bedst muligt.

”Idéen med mødet er at forbedre koordinationen mellem de pågældende lande for at sikre bedre styring af migrationsstrømmene,” siger en talsmand fra Kommissionen.

I løbet af det første døgn af den danske grænsekontrol blev 1.100 personer tjekket, og 18 blev nægtet indrejse, oplyser Politiet.

Forrige artikel Kjærsgaard vil sikre handicappede adgang til talerstolen Kjærsgaard vil sikre handicappede adgang til talerstolen Næste artikel Arbejdet er sjældent skyld i folkesygdomme Arbejdet er sjældent skyld i folkesygdomme