Stina Soewarta bliver Margrethe Vestagers nye kabinetschef

Stina Soewarta er ny kabinetschef for ledende næstformand i EU-Kommissionen, Margrethe Vestager. Kim Jørgensen forlader posten for at blive generaldirektør i European Investment Bank (EIB).

Margrethe Vestager skal have ny kabinetschef, da Kim Jørgensen skal videre til posten som generaldirektør i European Investment Bank. Han bliver også bankens permanente repræsentant ved EU's institutioner. Det skriver kabinettet i en pressemeddelelse.

Kim Jørgensen er desuden forhenværende ambassadør ved den danske EU-repræsentation i Bruxelles. Han har været kabinetschef for Margrethe Vestager siden 2019. 

Ny kabinetchef med EU-erfaring

Det bliver Stina Soewarta, der overtager stillingen. Stina Soewarta er uddannet advokat fra København og Lund og har bestredet en række stillinger i Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen. Senest har hun været enhedschef i DG HR. Før det stod hun i spidsen for EU-Kommissionens repræsentation i København i fem år. 

"Jeg glæder mig meget til at byde Stina ombord. Jeg kender hendes færdigheder, måden hun arbejder på og jeg værdsætter og deler hendes tilgang til samarbejde," lyder det fra Margrethe Vestager. 

Margrethe Vestagers team består af 22 medlemmer og støtter hende i det daglige arbejde som ledende næstformand for EU-Kommissionen. 

Forrige artikel Jacob Mark vender tilbage til Christiansborg efter sygdom Jacob Mark vender tilbage til Christiansborg efter sygdom Næste artikel Minister udpeger Puk Elgård til formand for Børnerådet Minister udpeger Puk Elgård til formand for Børnerådet