Stedfortræder for Mette Abildgaard er fundet

Folketingsmedlem for Konservative Mai Mercado bliver statsrevisor, mens hendes partikollega Mette Abildgaard er på barsel.

Det bliver folketingsmedlem Mai Mercado (K), der overtager posten som statsrevisor*, mens Mette Abildgaard (K) er på barselsorlov.

Det oplyser Statsrevisorerne på Folketingets hjemmeside.

"Vi har valgt at indkalde en stedfortræder for Mette Abildgaard, da vi betragter det som en stor styrke i statsrevisorkollegiet, at vi sidder politikere fra seks forskellige partier med hver vores perspektiver," siger næstformand for Statsrevisorerne Leif Lahn Jensen (S).

Det er ikke helt ukendt for Mai Mercado at træde ind i rollen, da hun fra oktober 2020 til marts 2021 var statsrevisor. Dermed kender hun karakteren af opgaven, hvilket næstformanden ser som en klar fordel.

I februar trak Mai Mercado sig som gruppeformand for Konservative efter ti år som del af partiets ledelse. Hun fortsatte dog som menigt folketingsmedlem for Konservative.   

Mai Mercado begynder som statsrevisor 26. august.

{{toplink}}

*Det fremgik tidligere, at Mai Mercado blev formand for Statsrevisorerne. Det er ikke korrekt. Hun indtræder i statsrevisorkollegiet i den periode, Mette Abildgaard er på barsel. Statsrevisorerne vælger formand i september. Altinget beklager fejlen.

Forrige artikel Jysk tendens fortsætter: Thisted-borgmester genopstiller ikke Jysk tendens fortsætter: Thisted-borgmester genopstiller ikke Næste artikel Efter 30 år i Folketinget: Tidligere V-minister går på pension Efter 30 år i Folketinget: Tidligere V-minister går på pension