Statsrevisorer revser misbrugsbehandling

MISBRUG: Kommunerne overholder ikke behandlingsgarantien for stofmisbrugere, påpeger statsrevisorerne. De forventer, at kommunerne stopper i alt to lovbrud. Socialministeren bakker op, men får også kriitik.

Statsrevisorerne sætter et kritisk lys på både Socialministeriet, Sundhedsministeriet og kommunerne, efter de har læst Rigsrevisionens seneste undersøgelse af misbrugsbehandlingen.

Mellem 12 og 13 procent af misbrugerne kommer ikke i behandling til tiden inden for den lovfastsatte behandlingsgaranti. Og hver fjerde kommune har ikke, som loven foreskriver, offentliggjort en kvalitetsstandard for misbrugsbehandlingen i kommunen.

"Statsrevisorerne imødeser, at ovennævnte lovbrud meget hurtigt bringes til ophør," skriver statsrevisorerne i deres bemærkning til Rigsrevisionens rapport.

Overordnet kritiserer Statsrevisorerne også, at Socialministeriet og Sundhedsministeriet ikke har sat sig brugbare mål på området. Godt nok har de sat sig fire mål på området, men de er ikke brugbare, konkluderer Statsrevisorerne.

"Statsrevisorerne finder det mindre tilfredsstillende, at de 4 mål for behandlings­indsatsen mod stofmisbrug er svære at følge op på: Målene angiver ikke, hvad der skal ske og for hvem, hvornår og hvordan. Det vanskeliggør en målrettet opfølgning og korrektion af indsatsen," skriver Statsrevisorerne.

Det mildeste kritik 
Med udtrykket "mindre tilfredsstillende" udtrykker Statsrevisorerne den mildeste kritik, de kan målt på deres officielle skala (se den i bunden af artiklen).

Formanden for KL's Social- og Sundhedsudvalg, Anny Winther (V), erkender, at behandlingsgarantien og offentliggørelsen af kvalitetsstandarderne skal overholdes.

Hun peger dog på, at overskridelserne af behandlingsgarantien til dels kan forklares med, at stofmisbrugerne ikke altid overholder aftaler om at påbegynde behandling.

"Det jo mennesker i problemer, som ikke altid er stabile i forhold til at holde aftaler. Men det er klart, at kommunerne kan gøre det endnu bedre, så der bliver færre overskridelser af behandlingsgarantien. Vi har blandt andet holdt kurser for at tackle udfordringen bedre," siger Anny Winther. Hun lover at få kvalitetsstandarderne på plads.

Hækkerup: Ikke godt nok
Socialminister Karen Hækkerup (S) er ikke tilfreds med kommunernes indsats, når det gælder behandlingsgarantien for stofmisbrugere. Men hun er enig med KL i, at kommunerne ikke kan klandres for alle forsinkelserne.

"Det er simpelthen ikke godt nok, det skal kommunerne gøre bedre. Men jeg har også bemærket, at klienter i nogle tilfælde udebliver, og det er en del af årsagen til, at behandlingsgarantien ikke altid overholdes. Faktisk er det kun i en tredjedel af overskridelserne, at det skyldes mangel på kapacitet, og det skal kommunerne blive bedre til at planlægge sig ud af," siger Karen Hækkerup.

I forhold til at offentliggøre kvalitetsstandarderne har hun via Socialstyrelsen givet de 25 kommuner besked på at få offentligjort standarderne inden månedens udgang.

Venstres socialordfører, Eyvind Vesselbo, kalder det dog "uacceptabelt og uhørt", at kommunerne i en række tilfælde ikke overholder behandlingsgarantien for stofmisbrugere.

Han er godt klar over, at den tidligere regering også har ansvar for forholdene på området.

"Men det gør jo ikke ventetiden mindre utilfredsstillende. Ved at skubbe udgiften foran sig på dette område, risikerer man, at misbrugerne synker endnu længere ned i deres misbrug og ødelægger sig selv og deres familie. Dermed ender man med, at det bliver endnu dyrere," siger Eyvind Vesselbo.

SF: Regeringen vil sikre mindre dødelighed
SF's socialordfører, Özlem Sara Cekic, mener også, at behandlingsgarantiens overholdelse er vigtig. Hun er dog lidt blødere i sin formulering og mener, at man skal tage "en dialog" med kommunerne om problemet.

"Misbrugsbehandlingen handler også om andet end denne ventelistegaranti," slår hun fast. Og hun er overbevist om, at S-SF-R-regeringen vil sikre bedre forhold for stofmisbrugerne end den foregående regering.

Hun peger på, at den nye regering har skrevet i regeringsgrundlaget, at dødeligheden blandt narkomaner skal sænkes.

"Vi vil oprette fixerum. Det vil give mere ro til de hårdest belastede narkomaner, og man får bedre mulighed for at hjælpe dem videre. Samtidig håber jeg, at vi får bredt ordningen ud med anonym misbrugsbehandling, fordi det vil hjælpe weekendnarkomanerne og forhindre, at de ryger ind i et mere alvorligt misbrug," siger Özlem Sara Cekic.

 

Forrige artikel Flere ledige parkeres på passiv forsørgelse Flere ledige parkeres på passiv forsørgelse Næste artikel Thorning har besøgt Afghanistan