Statsrevisor-formand: Ministrene er blevet mere sarte

Peder Larsens karriere som statsrevisor startede på trods.

Ved valget i 1987 blev SF's daværende statsrevisor Ib Bjørn Poulsen valgt til Folketinget, og partiet måtte finde en ny. En bekendt i SF ringede og spurgte, om det måske var noget for Peder Larsen.

Oprindeligt var drømmen ellers at blive valgt til Folketinget for SF, men Peder Larsen havde indset, at det nok var for vanskeligt at blive valgt. Det gjorde statsrevisor-posten ekstra interessant.

SF-ledelsen havde dog en anden kandidat i ærmet: Jørgen Lenger, som kort forinden var kommet til SF fra Venstresocialisterne sammen med Anne Grete Holmsgaard. Det endte i kampvalg, og først i anden runde var der det nødvendige flertal bag en ny SF-statsrevisor.

Flertal gik imod ledelsen
”Det var på trods, at det faldt ud til min fordel,” fortæller Peder Larsen og peger på, at ledelsen tidligere på hovedbestyrelsesmødet havde trukket et upopulært forslag igennem.

”Det betød, at der var et flertal, som var sure og gik imod ledelsens anbefaling.”

På fredag har Peder Larsen så 25-års jubilæum som statsrevisor.

Siden 1998 – hvor han kom tilbage efter en pause – tillige med titel af formand. Den titel fås ikke ved politisk flertalsvalg, det er Peder Larsen simpelthen, fordi han er den af de seks statsrevisorer, der har været i embedet længst.

Før kunne man leve med kritik
Og hvad har så ændret sig i arbejdet som statsrevisor på de 25 år?

Peder Larsen tøver ikke:

”Det, som først og fremmest har ændret sig, er ømfindtligheden. Hvor ministre og ministerier førhen godt kunne leve med lidt kritik, så er det i dag, som om at de næsten per automatik forsøger at gå til modangreb,” siger Peder Larsen.

Et af modangrebene er, at Statsrevisorerne – og måske i særlig grad formand Peder Larsen – politiserer.

Det er en nærliggende kritik, når der skal føres apolitisk regnskab med regeringens arbejde, mens revisorerne alle har et politisk hjerte.

Ifølge Peder Larsen undgås det værste politiseren dog af den simple tommelfingerregel, at statsrevisorerne udtaler sig i enighed. Oftest er de tre af dem udpeget fra regeringsblokken og tre udpeget fra oppositionen. Det betyder, at en sag godt kan starte ud med tre mod tre, men det er nødt til at ende sagligt og velfunderet, når alle seks skal enes om en udtalelse.

Politisk pres kan ikke undgås
Nogle gange banker det politiske hjerte dog lidt hårdere end andre gange. Som for nyligt i sagen om salget af Dong. Den skal nu undersøges, men det havde den ikke behøvet ifølge Peder Larsen; reglerne synes at være overholdt, men det er endt i en ”kalkunjagt” anført af Enhedslisten og tilsluttet af Dansk Folkeparti.

”Det kan ikke undgås at være lidt politisk en gang imellem. Ligesom det heller ikke kan undgås, at vi oplever politisk pres og kammeratlige samtaler. Men hvis ens ord som statsrevisor skal tages alvorligt, så skal man ikke køre alt for meget partipolitik,” siger Peder Larsen.

Han peger selv på sagen om overbetaling af privathospitaler i 2009 som en sag, hvor grænserne mellem det apolitiske virke og de politiske overbevisninger berørte hinanden. Sagen er den ene af kun to gange i Peder Larsens 25 år som statsrevisor, hvor kollegiet ikke kunne blive enige, og der blev afgivet dissens.

Det skete, da statsrevisor-kollegaerne Helge Adam Møller (K) og Svend Erik Hovmand (V) afstod fra at være med i kritikken. Efterfølgende lagde Peder Larsen selv ekstra ved på bålet ved at komme med advarsler mod byggeriet af de nye supersygehuse.

Sololøb fra statsrevisorer
Et andet eksempel var, da Lars Barfoed (K) blev afsat som forbrugerminister oven på en kødskandale i 2006. Ifølge Peder Larsen var Statsrevisorernes kritik ikke nok til at få afsat en minister, men der var allerede gået højpolitik i sagen. 

Det betød, at da statsrevisorerne mødte pressen med deres beretning, endte Helge Adam Møller (K) med at stå og forsvare sin K-minister.

Helge Adam Møller var trods alt samtidig Konservatives gruppeformand i Folketinget.

”Det drillede vi Helge med bagefter: at han startede dagen som en god statsrevisor, men endte som en god gruppeformand,” siger Peder Larsen med en tydelig overbærenhed i forhold til det dilemma, den konservative statsrevisor var i.

I 2014 gik Peder Larsen selv ud med en solomelding om, at Juristministeriets folk sætter jura over mennesker. Det skete på baggrund af, at Rigsrevisionens undersøgelse afslørede, at sagsbehandlingstiden, fra en kriminel bliver anmeldt, til den kriminelle begyndte afsoning i fængsel, i gennemsnit var over 400 dage.

Det førte til hård kritik af Justitsministeriet, men ifølge Peder Larsen, tog ministeriet den ikke seriøs.

”Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der er et hav af dygtige medarbejdere, og jeg tror også, at de indimellem kan være menneskelige, men det er nok mest, når de ikke er på arbejde,” lød det dengang fra Peder Larsen i Politiken.

Fidus til Søren Pind
I dag holder statsrevisoren fast i kritikken og mener ikke, her er tale om, at han krydsede en grænse, bare fordi han skød mod embedsmænd og ikke ministeren.

”Den kritik har jeg hørt før. Men når vi taler om chefniveau, så kan man ikke bare dække sig ind. Så er man udsat for kritik – og hvis de ikke kan tåle det, så skal de lade være at søge de stillinger.”

Men du talte jo også generaliserende om embedsmænd og jurister i Justitsministeriet?

”Ja, det var en barsk omgang. På det politiske plan mener jeg jo ikke, det er en gevinst, at Søren Pind (V) er blevet justitsminister. Men det er fandengaleme en gevinst for Justitsministeriet. De trænger til en, som kan ryste godt og grundigt op i tingene,” siger Peder Larsen.

Ifølge statsrevisoren er den gal med kulturen blandt juristerne: Bilagene er altid i orden, men juristerne forstår ikke at være politisk lydhøre og lave målopfyldelse.

”Jeg siger ikke det her, fordi jeg selv har læst statskundskab. Men hvis man ikke sigter efter målene, men mere er interesserede i juridiske detaljer, så må man bare konstatere, at det ikke er mærkeligt, scient.pol.erne har overhalet juristerne i hele den offentlige forvaltning. De har en langt bedre forståelse af at opnå de resultater, som samfundet beder om. Jeg betvivler ikke juristernes begavelse, men for mange af dem bruger den ikke snusfornuftigt.”

Ser op til Robin Hood
For Peder Larsen drejer politik sig i bund og grund om to ting: Borgerne har nogle behov, som de gerne vil have opfyldt – til gengæld for det vil de levere støtte til det politiske system.

I den ligning er statsrevisorernes arbejde med til at sikre, at der fortsat kan være tillid til det politiske system. Ifølge Peder Larsen lidt som Robin Hood i myten, der slår til, når magten går for vidt.

Nogle skal yde modstand når problemerne hober sig op i Skat, eller en regering ikke har styr på konsekvenserne af huller i solcelle-lovgivningen.

”Vi vil jo aldrig være elsket af departementschefer og ministre,” siger statsrevisor-formanden og fortsætter:

”Når der så en sjælden gang kommer en sønderlemmende kritik, så er der den her ømfindtlighed. De tåler ikke at blive kritiseret. Det er også derfor, de har spindoktorer. Hver eneste gang, der kommer noget, så forsøger de at bagatellisere i stedet for at lære.”

Vil gerne fortsætte
Peder Larsens periode som statsrevisor udløber i 2018. Til den tid vil han være godt 68 år. Ifølge Larsen kan han til den tid godt tillade sig at gå på pension. Men han vil hellere fortsætte en periode mere og dermed blive den længst siddende statsrevisor-formand i Danmarkshistorien.

Noget tyder dog på, at skal det ske, så skal valget af Peder Larsen igen ske på trods.

”Tænker man på SF’s nuværende størrelse, så er det ikke givet, at vi kan få lov at beholde pladsen. Men spørger du mig, så vil jeg gerne blive efter 2018.”

mj@altinget.dk