Statsministeren varsler "yderligere tiltag", der skal forbedre det nødlidende danske vandmiljø

Regeringen kigger på nye tiltag, der kan forbedre vandmiljøet, siger statsminister Mette Frederiksen. Kvælstofudledningen skal ned, lyder det.

Der er nye tiltag på vej fra regeringen til at forbedre vandmiljøet.

Det meddeler statsminister Mette Frederiksen (S).

"Der er grund til at være bekymret for vores vandmiljø. Det gælder fjordene, og det gælder havet. Vi skal have kvælstofudledningen ned," siger hun på et pressemøde i forbindelse med åbningsdebatten i Folketinget.

Meldingen kommer efter stor diskussion om det danske vandmiljø den seneste uge. Debatten blev for alvor antændt af nye tal fra Aarhus Universitet som viser, at omfanget af iltsvind i danske farvande er på det højeste i 20 år.

Derudover har billeder af døde fisk og død havbund samtidig fungeret som vidnesbyrd om den alvorlige situation de danske fjorde og havområder står i.

Yderligere tiltag

Folketinget besluttede i 2021 en landbrugsaftale, hvor der skal leveres en kvælstofreduktion frem mod 2027. Men statsministeren talte torsdag om behov for flere tiltag, end der allerede er planlagt.

{{toplink}}

"Der er lavet en landbrugsaftale, hvor der er taget nogen initiativer. Men det er tydeligt, det ikke er nok. Derfor sidder vi selvfølgelig også i regeringen og overvejer, hvad der er behov for at tage af yderligere tiltag," siger Mette Frederiksen

Hun ønsker dog på nuværende tidspunkt ikke at afsløre, hvad regeringen har tænkt sig at præsentere.

"Når regeringen er klar til at kommunikere om, hvad det er for nogle tiltag, der skal tages oven på dem, der allerede er taget, skal vi nok give besked om det. Men det her starter og slutter med, at kvælstofudledningen bliver nedbragt," sagde hun.

Læs meget mere om vandmiljøets udfordringer her.

Forrige artikel Statsministeren understreger, at hun er Statsministeren understreger, at hun er "meget stærk tilhænger" af aktiv dødshjælp Næste artikel Venstre varsler forhandlinger om iværksætteri: Virkelysten skal slippes fri Venstre varsler forhandlinger om iværksætteri: Virkelysten skal slippes fri