Staten sikrer sig mere kontrol med hovedstadens letbane

AFTALE: Transportministeren har landet en aftale, der giver staten mere kontrol med styringen af den nye letbane ved Ring 3.

Staten får nu mere kontrol over den 28 kilometer lange letbane, der skal bygges ved Ring 3 i hovedstaden.

Det sker, efter transportminister Hans Christian Schmidt (V) torsdag aften fik en aftale med forligspartierne i hus.

”Vi har nu indgået en aftale, der skal sikre, at vi fra statens side får langt større styring med letbaneselskabet, samt at det kommer til at køre efter nogle mere ansvarlige budgetmæssige principper, og det er jeg naturligvis yderst tilfreds med,” siger Hans Christian Schmidt i en pressemeddelelse.

Statens øgede kontrol med letbanens drift er både på det ledelsesmæssige og økonomiske område.

Aarhus-letbane skræmmer
Det er sporene fra letbanen i Aarhus, der skræmmer. Projektet er nemlig blevet langt dyrere end planlagt, og det har fået alvorlig kritik fra Rigsrevisionen og statsrevisorerne.

”Efter at Rigsrevisionen og statsrevisorerne afgav så alvorlig kritik af styringen af letbane-projektet i Aarhus – et projekt, der jo endte med en budgetoverskridelse på 700 millioner kroner – stod det klart for mig, at vi blev nødt til at lave om på tingene i København,” siger Hans Christian Schmidt.

Det blev blandt andet kritiseret, at staten blandede sig i Aarhus Letbane uden at sikre sig, at anlægsprojektet blev drevet efter tilstrækkeligt professionelle principper for budgettering og projektstyring.

Begår ikke samme fejl to gange
Derfor er Hans Christian Schmidt glad for den nye aftale om letbanen ved Ring 3.

”Jeg kan jo ikke som ansvarlig minister tillade, at vi med åbne øjne begår de samme fejl to gange,” siger han.

Den nye aftale betyder, at staten får et flertal i letbaneselskabets bestyrelse, ligesom der stilles krav til de andre parter i selskabet – kommunerne og Region Hovedstaden – om at afsætte reserver på 30 procent af budgettet og ikke 15 procent, som det hidtil har været.

Transportministeren mødes fredag med regionsborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) og talskvinden for de 11 kommuner, borgmester Karin Søjberg Holst (S) fra Gladsaxe, for at drøfte den videre proces.

Forrige artikel Armlægning om regionernes økonomi skudt i gang Armlægning om regionernes økonomi skudt i gang Næste artikel Hjort vil ikke sætte beløb på digitale besparelser Hjort vil ikke sætte beløb på digitale besparelser