Stadig ingen aftale om regeringens terrorpakke

TERROR: Partierne bag politiforligskredsen er stadig ikke blevet enige om at give politiet ekstra millioner efter terrorangrebet mod Danmark 14. februar. Uenighederne går på finansieringen af politi-millionerne.

Partierne bag politiforligskredsen har torsdag forhandlet i Justsministeriet om at give politiet en merbevilling, så de kan bibeholde det forhøjede beredskab efter terrorangrebet i København 14. februar.

Men der er stadig ikke kommet nogen aftale.

De røde og blå partier kan stadig ikke blive enige om, hvor finansieringen af de mange millioner skal komme fra. De borgerlige vil ligesom regeringen gerne give flere penge til politiet, men de kritiserer regeringen for ikke at have den fornødne finansiering.

Forud for forhandlingen meldte regeringen, at de ville afsætte 50 millioner yderligere til politiet.

19. februar fremlagde statsminister Helle Thorning-Schmidt og justitsminister Mette Frederiksen 12 anti-terrortiltag under overskriften ”Stærkt værn mod terror” i kølvandet på terrorangrebet i København.

Se regeringens 12 terrortiltag her

Ud af de i alt 970 millioner kroner, som er sat af til at styrke anti-terrorindsatsen, er 415 millioner placeret på forsvarsområdet, hvor Forsvarets Efterretningstjeneste skal styrkes. Forhandlingerne om den nye terrorpakke foregår dels i Justitsministeriet, hvor politiforligskredsen forhandler, og i Forsvarsministeriet, hvor forsvarsforligskredsen indkaldes til forhandlinger.

Forhandlingerne er delt op mellem politi- og forsvarsområdet, så midlerne ikke fordeles samlet. Venstre har tidligere kritiseret, at man forhandler med vandtætte skotter mellem de to dele, da partiet hellere ser, at en større del af pengene bliver brugt på Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Det var partierne i politiforligskredsen, der torsdag forhandlede i Justitsministeriet. Foligskredsen udgøres af regeringen, SF, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

,

Forrige artikel Kristian Jensen til indvandrere: Vi kan ikke undvære jer Kristian Jensen til indvandrere: Vi kan ikke undvære jer Næste artikel Minister strammer kravene til lærerstuderende Minister strammer kravene til lærerstuderende