Spidskandidat forlader Alternativet

I forbindelse med visningen af DR's dokumentar om Alternativet oplyser Uzma Ahmed, at hun melder sig ud af Alternativet.

Uzma Ahmed kom i foråret i modvind, efter hun fik formuleret sig kritisk omkring partiets eget integrationsudspil. Kort efter måtte hun tage afstand fra sig selv, og fik efter eget udsagn efterfølgende mundkurv på i pressen. 

Hun udtrykker sig i dag således om forløbet:

”Jeg formulerede mig noget klodset som den nybegynder, jeg var i dette spil. Men jeg mener stadig, at hele situationen kunne være løst ved enten opbakning og forsvar fra partiet, eller at jeg havde fået lov til at forklare mig i pressen efterfølgende.”

Det skete dog ikke, og med DR’s dokumentar om Alternativet, der i disse uger ruller over danskernes skærme, føler hun, at misforståelsen bliver forstærket.

Hun begrunder derfor sin udmelding således:

”Jeg ved, at en valgkamp er en hård proces, og at vi alle kan begå fejl, det er menneskeligt. Men jeg havde dog forventet, at min ledelse ville tage deres del af ansvaret og rydde op i de misforståelser, der står tilbage.”

Dokumentaren præsenteres som udslagsgivende:

”Efter forpremieren i Grand for 14 dage siden, har jeg oplevet at ledelsen tværtimod har valgt at modsige hemmeligholdelsen, og således rigtigheden af, at jeg var pålagt mundkurv og ikke måtte tage til genmæle. Det er ikke acceptabelt. Derfor melder jeg mig per d.d. ud af Alternativet,” lyder det fra Uzma Ahmed på Facebook.

I en kommentar til Jyllands-Posten lyder det dog fra partiets folketingsgruppe, at de ikke kan genkende hendes udlægning: 

"På det tidspunkt stod vi til lige under to procent i meningsmålingerne, så det var et kritisk tidspunkt, hvor det var vigtigt at holde fokus. Og derfor siger vi bare, at hun skal prøve lige at læse tingene ordentligt igennem og holde lav profil i pressen i forhold til dette her. Men hun får ikke mundkurv på," lyder det fra Alternativets politiske ordfører Rasmus Nordqvist, der tilføjer, at partiet beklager hendes udmeldelse. 

Uzma Ahmed blev ikke valgt ind, men var en af Alternativets ti spidskandidater ved valget i juni, hvor hun stillede op i København.

Frem til valget varetog hun desuden posten som integrationsordfører i partiet.

Forrige artikel Formand forlader Livslinien i protest Næste artikel Gammel kending er ny kanalchef på DR2