Søren Espersen melder sig ud af DF

Som den tredje inden for et døgn har Søren Espersen nu også meddelt, at han er færdig med Dansk Folkeparti. 

Søren Espersen forlader Dansk Folkeparti. 

Det oplyser han på Twitter.

"Der er mange årsager til min beslutning. Jeg siger tak for godt kammeratskab med rigtigt mange DF'ere, som jeg har mødt gennem årene - og ønsker dem alt godt," skriver Søren Espersen på Twitter. 

Udmeldelsen sker inden for samme døgn, hvor to af hans tidligere partifæller også har meddelt deres udmeldelse af DF. Her er tale om Jens Henrik Thulesen Dahl og Peter Skaarup. De har begge siden meldt sig ind i Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne. 

Om Søren Espersen har samme planer er på nuværende tidspunkt ikke meldt ud. Foreløbigt bliver han løsgænger i Folketinget.

Søren Espersen har været mangeårigt medlem af Dansk Folkeparti og partiets tro væbner. Inden han blev folketingsmedlem for DF, var han partiets pressesekretær fra 1997 til 2005. 

Forrige artikel Dødsfald: Fhv. formand for Seniorer uden Grænser Stig Elliot Nyegaard (85) Næste artikel To tidligere DF'ere følger trop - vil være medlem af Inger Støjbergs parti To tidligere DF'ere følger trop - vil være medlem af Inger Støjbergs parti