Socialdemokratiet vælger ny politisk ordfører

Ministerrokaden har rusket i fordelingen af ordførerskaberne i regeringspartierne. Det har givet plads til, at Christian Rabjerg Madsen nu sætter sig på posten som ny politisk ordfører for Socialdemokratiet.

Stoledansen i ministerierne sætter sine spor i fordelingen af ordførerposterne hos Socialdemokratiet, efter at partiets politiske ordfører Jeppe Bruus (S) er blevet udpeget som ny skatteminister.

Christian Rabjerg Madsen overtager hans tjans som ny politisk ordfører og stopper dermed som finansordfører. Det blev besluttet på Socialdemokratiets gruppemøde 8. februar, oplyser partiet i en pressemeddelelse. 

Christian Rabjerg Madsen får dermed nu hovedansvaret for at forsvare og formidle folketingsgruppens politik. Sideløbende med den nye post er han desuden både næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe og formand for Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg.

Han er uddannet cand.scient.pol. og har været folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Sydjyllands Storkreds siden 2015. Han har tidligere arbejdet som udviklingskonsulent i Varde Kommune og som seniorkonsulent for KL/MSL Group.

Ny ledelse på plads

Udnævnelsen af Christian Rabjerg Madsen efterlod også en tom finansordførerpost. På gruppemødet blev Benny Engelbrecht valgt som arvtager. Han indtræder i samme seance som medlem af ledelsen i folketingsgruppen. 

Den socialdemokratiske folketingsgruppes ledelse består nu af følgende:  

  • Formand Mette Frederiksen
  • Gruppeformand Leif Lahn Jensen
  • Politisk ordfører og gruppenæstformand Christian Rabjerg Madsen
  • Gruppesekretær Annette Lind
  • Gruppenæstformand Lennart Damsbo-Andersen
  • Medlem Benny Engelbrecht          
  • Medlem Jens Joel.
Forrige artikel Arkens direktør stopper efter turbulent periode Arkens direktør stopper efter turbulent periode Næste artikel Engelbrecht bliver ny finansordfører og træder ind i ledelsen af Socialdemokratiet Engelbrecht bliver ny finansordfører og træder ind i ledelsen af Socialdemokratiet