Socialborgmester: Kommunerne kan ikke fralægge sig ansvaret for borgeres ensomhed
Vil vi lykkes med at få socialt udsatte fra gaden og over i egen bolig, skal vi finde veje til at modvirke ensomhed. Vi har en fælles forpligtelse til at komme med løsninger – også i kommunerne, skriver Karina Vestergaard Madsen (EL).
Før sommerferien skrev socialminister Astrid Krag, at det må overlades til civilsamfundet at finde løsningerne på den onde spiral mellem ensomhed og udsathed.
Jeg er helt enig i, at civilsamfundet spiller en helt central rolle, og at vi ikke kan visitere til en god ven. Men vi kan og må ikke lægge alt ansvaret fra os.
For når vi ved, at ensomhed kan være lige så farligt som rygning, og at ensomheden ofte er en tung følgesvend, når man som udsat borger prøver at holde fast i livet – i sin bolig, i sin misbrugsbehandling – ja, så har vi også som offentligt velfærdssystem en pligt til at være med til at finde på løsninger. Selvfølgelig i tæt samarbejde med civilsamfundet, dem, der arbejder med de udsatte borgere og borgerne selv.
Ensomheden flytter med ind
Forestil dig det her: Du flytter til en helt ny by, helt alene. Du har ikke nogen familie i nærheden, og dine venner har travlt med deres egne liv og børn, så der er langt mellem opkald og besøg. Føles det en smule ensomt?
Læg så dertil, at du gennem mange år har kæmpet med psykisk sygdom, misbrug, angst. Så begynder du at have en forståelse af, hvordan det kan føles, når en hjemløs, som måske har brugt det seneste årti på gaden og forskellige herberg, endelig får sin egen bolig.
Det er en milepæl. Men pludselig er man også alene. Den omgangskreds, man har, kan virke langt væk. Det fællesskab, der trods alt er på gaden eller på herberget, er væk.
Den nye følgesvend bliver i stedet ensomheden i den lille toværelses lejlighed, og når døren lukker i den nye lejlighed, bliver der pludselig meget, meget stille.
Det er et stort spring fra et herberg og til egen bolig, når hele ens fællesskab ikke følger med. Men vi kan gøre springet lettere gennem fællesskaber.
Vil vi lykkes med at få udsatte over i egen bolig, skal vi hjælpe med at give adgang til fællesskaber, som den enkelte kan se sig i. Det kan både være nye eller gamle sociale fællesskaber. Men jeg tror på, at fællesskaber er forudsætningen.
Den onde spiral kan brydes
Vi kan og skal hjælpe hjemløse ind i fællesskaber. Her spiller både kommunale medarbejdere og civilsamfundsorganisationerne en stor rolle.
Vores medarbejdere skal være brobyggere, som sørger for at etablere kontakten mellem den enkelte og de tilbud, som civilsamfundet og det offentlige har. Og civilsamfundsorganisationerne skal udfylde den rolle, som kommunen ikke kan.
Organisationer som Weshelter og Ombold er allerede i gang med at vise, hvordan civilsamfundet kan bane vejen til nye fællesskaber og dermed til at understøtte et selvstændigt og værdigt liv i egen bolig.
For mig er det lige meget, om man spiller fodbold på det lokale old-boys-hold, er med i en strikkeklub eller kommer på et værested til en kaffe og en snak. Det vigtige er, at kommunen anerkender, at vi har et ansvar for at få udsatte – både børn og voksne – til at få et godt liv, hvis deres livssituation skifter.
Det må aldrig være manglen på fællesskaber og ensomhed, som gør, at det ikke lykkes.
Du bliver ikke nødvendigvis udsat, fordi du er ensom – og du bliver ikke nødvendigvis ensom, fordi du er udsat. Men Astrid Krag har ret i, at der desværre er en ond spiral mellem de to ting. Men der er noget, som vi kan gøre – og det skal vi.
{{toplink}}
Byrådsmedlem: Det er ikke kun pædagoger og sygeplejersker, der mangler i velfærdssamfundet
Oluf Jørgensen: Justitsministeriet rammer skævt i lovforslag om aktindsigt
