Skyggeminister efterlyser dansk støtte til Myanmar under besøg i København: "Kuppet chokerede hele landet"

Aung Myo Min har under sit besøg i Danmark, Norge og Tyskland mødtes med toppolitikere og organisationer for at bringe fokus på situationen i Myanmar, hvor militæret i februar kuppede sig til magten. 

Stilhed. 

Sådan beskriver Myanmars eksilerede menneskerettighedsminister, Aung Myo Min, tiden efter det militærkup, der indtraf 1. februar i år.

"Kuppet chokerede hele landet." 

"Ingen havde troet, at militæret ville overtage magten. Mange af de vigtige poster i kabinettet var allerede på militærets hænder forinden, så det var umuligt at forudse," siger ministeren.

Han har i oktober besøgt Danmark for gennem møder med folketingspolitikere, repræsentanter fra regeringen og forskellige organisationer at gøre opmærksom på situationen i hjemlandet, hvor landets de facto demokratisk valgte leder, Aung San Suu Kyi, holdes indespærret.

Militæret i Myanmar skyder demonstranter og andre modstandere. Ifølge The New York Times har flere end 600 mistet livet siden kuppet, og tusindvis er blevet overfaldet, anholdt eller udsat for tortur. 

Andre områder hærges af ildspåsættelser af landsbyer og anholdelser af landsbyboere, der angiveligt er imod militæret. Selv i områder, der hidtil har været fredelige.

Medierne er undertrykte af militæret, og mange har fået frataget deres licens til at bringe nyheder. Journalister er jaget på flugt, og civiles optagelser, beretninger og billeder er derfor en vigtig del af at dokumentere, hvad der foregår i landet. 

"Vi hørte, at militæret havde anholdt Aung San Suu Kyi, andre politiske overhoveder og aktivister. Folk stoppede med at skrive på sociale medier, ingen gik på gaden i protest, men lige så stille begyndte folk at organisere sig. Tusinder af mennesker gik på gaden i fredelige protester mod militæret," siger han.

Modvillig minister

Aung Myo Min er en del af samlingsregeringen National Union Government (NUG). Den blev dannet kort tid efter kuppet af en række folkevalgte politikere, der udråbte sig som den legitime regering.

Cirka halvdelen af medlemmerne af samlingsregeringen er folkevalgte politikere, men for at sikre en bred inklusion og repræsentation overfor befolkningen har man inviteret civile ind i regeringen. Aung Myo Min, der ikke er politiker i klassisk forstand, er én af dem. 

Det er hans baggrund som menneskerettighedsaktivist og åben LGBT-person, der er årsagen til, at han er blevet spurgt. 

Og det er ikke et spørgsmål, han med glæde svarede ”ja” til, fortæller Aung Myo Min, der trods et travlt døgn i Danmark med politikermøder, interviews og tête-à-têtes med menneskerettighedsorganisationer er nærværende i det lille rum med glasdøre og sparsom indretning, som skyggeministerens påklædning står i skarp kontrat til:

På venstre hånd sidder en stor guldring, og en tyk jakke med pelset revers ­– står i stærk kontrast til det lille rum med glasdøre og sparsom indretning.

"Jeg tog imod posten som minister, fordi jeg tror på, tiden er inde til, at jeg må påtage mig det ansvar. Men jeg så helst, at jeg ikke var nødt til det. Min baggrund er i det civile; at kæmpe for menneskerettigheder," siger han.

Ønsker Danmarks anerkendelse

På nuværende tidspunkt er Myanmar et land, hvor det internationale samfund ikke anerkender militæret som styre, men heller ikke har anerkendt eksilregeringen. Både EU og USA har taget målbevidste sanktioner i brug mod hæren. 

Burmeserne har efterspurgt militær intervention fra verdenssamfundet gennem FN-aftalen Responsibility to Protect, men det er svært at opnå. Det er ministerens håb, at det internationale samfund vil stække militærets styrke og kapacitet ved at benytte selektive sanktioner, så militæret ikke tjener på erhvervslivet.

Aung Myo Min ønsker derfor med sit besøg i Danmark, Norge og Tyskland, at kunne påvirke det internationale samfund til at bakke op om samlingsregeringen.

”Vi efterspørger en mere koordineret global indsats mod militæret for at stoppe hærens handlinger. Danmark, andre EU-lande og Norge er stærke demokratiske lande, jeg gerne vil have en dialog med, for at opdatere om, hvad der foregår i Myanmar," siger ministeren.

"Vi ønsker, at den danske regering anerkender National Union Government som den legitime regering for Myanmar.”

Fremtiden er usikker

Det ser lysere ud for samlingsregeringen, fortæller Helene Maria Kyed, der er enhedsleder og seniorforsker ved Dansk Institut For Internationale Studier (Diis). 

“National Union Government håber på at få en form for anerkendelse, støtte og donationer fra udlandet. Sydkorea og Tjekkiet har anerkendt eksilregeringen, og senest meldte Europa Parlamentet, at de anerkender NUG som en legitim repræsentant for folket i Myanmar,” siger hun. 

Men selv om der bliver taget skridt i retning af en bredere anerkendelse af Aung Myo Mins regering, er fremtiden for Myanmar stadig usikker.

Danmark stoppede hurtigt sin bistand til staten, og bidrager i stedet med direkte demokratistøtte til civilsamfundet og til de organisationer i landet, der allerede samarbejdes med, som bakker op om demokratiske værdier, udfører humanitært arbejde og fokuserer på menneskerettigheder. 

“Myanmar, betragtet som case, viser os, hvor svært det er at tackle sådan en konflikt fra det internationale samfunds side. Men om det er tid nu til at sige, at man har spillet fallit, er svært at sige,” siger Helene Maria Kyed.

Forrige artikel Bitter kamp om retsstaten: EU’s topchef truer Polens leder med at blokere milliarder Bitter kamp om retsstaten: EU’s topchef truer Polens leder med at blokere milliarder Næste artikel Lønmodtager eller selvstændig? Nu ruller retssagerne i vores nabolande Lønmodtager eller selvstændig? Nu ruller retssagerne i vores nabolande