Skipper: Nye logningsregler kan ikke udskydes længere
DEBAT: Revisionen af de danske logningsregler er siden 2006 blevet udskudt så mange gange, at det efterhånden er pinligt. Skiftende justitsministre har fundet på mere og mere kreative forklaringer for at undgå debatten, skriver Pernille Skipper (EL).
Af Pernille Skipper (EL)
Retsordfører
Årsagen til de mange udskydelser af revisionen af logningsreglerne skal formentlig findes i manglende resultater, øget fokus på rettigheder i samfundet og et politisk ønske om mere overvågning.
Logningsdirektivet har betydet massiv overvågning af borgere i hele Europa, også af alle dem, der ikke er mistænkt for at have begået noget kriminelt.
I Danmark alene sker der flere hundrede registreringer per borger hver eneste dag. Og det er både hvem vi ringer til, hvor lang tid det tager, hvor vi befinder os og så videre. Det er – og har længe været – et problem for vores grundlæggende frihedsrettigheder.
I et demokrati skal man som borger kunne bevæge sig frit og kommunikere frit uden at blive overvåget. Og derfor stemte Enhedslisten imod implementeringen af direktivet i dansk lovgivning, og vi har kæmpet imod lige siden.
Logningsdirektivet var allerede ved vedtagelsen voldsomt kontroversielt og debatteret, og derfor indførte man en revisionsbestemmelse. En revisionsbestemmelse som skulle tvinge politikerne til at overveje behovet, efter reglerne havde været i aktion i en årrække og – ja – revurdere. Den revision er nu 10 år forsinket.
Skiftende forklaringer
Da revisionen blev udskudt i 2006, var begrundelsen, at der ikke var erfaringer nok. I 2010 var begrundelsen en blanding af manglende erfaringer og et ønske om at vente på en revision, der skulle foretages i EU. Siden da blev revisionen udskudt igen og igen med mere og mere fokus på, at det bedste ville være at vente på EU.
Men EU overhalte Justitsministeriet indenom – eller det vil sige, det gjorde EU-Domstolen. Direktivet blev nemlig for knap to år siden underkendt af EU-Domstolen. Domstolen afgjorde nemlig, at selve direktivet var i strid med både respekt for privatliv og retten til beskyttelse af personoplysninger i EU’s Charter for grundlæggende rettigheder. Domstolen mente, at den enorme indsamling af oplysning – også af ikke-mistænkte borgere – var uproportionel. Med andre ord, udtryk for masseovervågning, som rammer for bredt i forhold til formålet om kriminalitetsbekæmpelse.
Det skulle man mene ville få enhver justitsminister med respekt for retssikkerhedsprincipper til at afskaffe også de danske regler med det samme og overveje situationen grundigt, før man indførte noget nyt. Det var jo sådan set det, EU gjorde.
Men justitsministeren i denne situation, Karen Hækkerup (S), valgte at afskaffe internetovervågningen – som i øvrigt var en dansk overimplementering, der ikke var påkrævet af det nu underkendte EU-direktiv – og lade telelogningen bestå, med henvisning til at der var tale om et nyttigt redskab for politiet.
Hvorvidt det er sandt eller ej. Og hvorvidt det kan stå mål med det voldsomme indgreb i danske borgeres frihedsrettigheder, var jo sådan hele ideen med en revision. Alligevel udeblev den i to år mere, nu med henvisning til, at EU jo måske ville finde på noget nyt. Og vi har nu nået 2016.
Klart ønske om yderligere overvågning
Der er rigtig mange ting, der burde have fået et politisk flertal til at kræve en revision langt hurtigere, end det er sket. For det første det enorme indgreb i borgernes retssikkerhed. Måske de store udgifter for teleindustrien. Advarslerne fra menneskerettighedsorganisationer. I det mindste burde alarmklokkerne have ringet, da det endelig – og kun ved at bringe S-R-SF-regeringen i mindretal – lykkedes at få udleveret oplysninger om brugen af internetlogningen, som viste sig, at det aldrig havde været anvendt til at opklare en eneste straffesag.
Når man samtidig i løbet af årerne ikke rigtig har kunnet finde en stringent forklaring på udskydelsen, og bag facaden har arbejdet intenst på at finde en ny måde til at overvåge borgernes adfærd på nettet, tyder det altså på, at der aldrig i Justitsministeriet har været et reelt ønske om at overveje borgernes retssikkerhed i revisionen.
Samtidig har der i de sidste år – især siden Snowdens afsløringer om masseovervågning og den danske Se & Hør-sag – været et massivt offentligt fokus på privacy, digitale rettigheder og overvågning, og det har nok også betydet, at embedsmændene skulle bruge ekstra tid til at finde de gode argumenter og statistikker frem, som kunne begrunde det forslag, som vi med al sandsynlighed vil se; en øget overvågning af uskyldige borgeres gøren og laden.
International ret skaber store dilemmaer i embedsværket
Bettina Post: Faglighed og økonomi skal være i balance
