Skatteministeren skal forklare milliardtab

SKAT: Skat må opgive at indrive gæld på 18 milliarder fra kriseramte virksomheder. S vil have en forklaring fra skatteministeren.

Den finansielle krise har betydet, at et stigende antal virksomheder er gået konkurs eller er gået i betalingsstandsning.

Det har kunnet mærkes hos Skat, som nu vurderer, at skattegæld for 18 milliarder er umulig at inddrive. Det er en fordobling siden 2006.

Socialdemokraternes skatteordfører og næstformand, Nick Hækkerup, placerer ansvaret hos skatteminister Kristian Jensen. Derfor kalder han nu ministeren i samråd for at få en forklaring på, hvordan det kunne gå så galt. Det skriver Berlingske Tidende i dag.

Skat er ineffektive
Socialdemokraterne står ikke alene med kritikken. Professor i skatteret Ole Bjørn udtaler ifølge Politiken, at Skat har været for sløve til at inddrive gælden:

"Det er ingen hemmelighed, at Skats inddrivelse i flere år har været meget ineffektiv. Man har ikke været hurtig nok til at få inddrevet gælden, mens man stadig kunne.

Når en virksomhed begynder at sløse med betalingen, er det som regel tegn på, at det går i den forkerte retning.

Her skal man som kreditor være hurtig til at gøre krav på sit tilgodehavende - ellers får man ikke pengene. Skat bliver ofte dem, der får pengene til sidst, for de øvrige leverandører skal nok sørge for at få deres penge."

S og SF: Skat mangler ressourcer
Hos Socialdemokraterne og SF er man enige om, at Skats gældsinddrivelse må gøres mere effektiv. Skat har for få ressourcer, og skatteministeren er ansvarlig.

"Det viser, at der ikke er tilstrækkelige ressourcer til at indkræve virksomhedernes gæld, mens man stadig har mulighed for det - og inden, de går konkurs. Taberne er i sidste ende fællesskabet. De her penge kunne gøre gavn i skolerne og i ældreplejen," siger SF's skatteordfører Jesper Petersen ifølge Politiken.

Skatteministeren har ikke ønsket at kommentere sagen.

Forrige artikel Nu tror danskerne på topmødet Nu tror danskerne på topmødet Næste artikel Irsk ja kan kick-starte dansk afstemning om forbehold