Skattelettelser i København er en hjælp til pressede kommuner og udstiller byens luksusproblem
Budgetforhandlingerne i København endte som en kamp om, hvad man skal stille op med kommunens mange overskydende milliarder. En skattenedsættelse her kan hjælpe andre kommuner, som vil hæve skatten, men illustrerer også skævheder på tværs af landet.
Lyden af fredagens overraskende budgetforlig med skattelettelser for en halv milliard kroner på rådhuset i København er blevet hørt langt uden for hovedstadens grænser.
For de fleste samler opmærksomheden sig med god grund om Enhedslistens og Radikales spektakulære manøvre med at indgå en aftale uden om SF og Socialdemokratiet, for i stedet at ryster hænder med ikke mindst Konservative, Venstre og Liberal Alliances Ole Birk Olesen.
Men på rådhusene i kommuner som Slagelse, Vordingborg, Lemvig, Odense og Frederiksberg er det først og fremmest skattelettelsen i hovedstaden, som er interessant.
For når København sænker skatten, ser det pludselig ud til at blive nemmere for andre kommuner som disse at hæve skatten uden en statslig straf for at sprænge det kommunale skatteloft.
Det første, man vil bemærke i den sammenhæng er, at beløbet på den halve milliard reelt dækker over en årlig nedsættelse på omkring 130 millioner kroner over de fire budgetår.
Set i lyset af at København kun lemper skatten med så lidt som det nærmest overhovedet er muligt – 0,1 procentpoint – så bliver det i kraft af størrelsens på kommunens beløb alligevel et anseeligt beløb opgjort i kroner og øre.
Det er dog langt fra nok til, at alle de kommuner, som gerne vil hæve skatten nu frit kan få deres ønsker indfriet. Det ville nemlig føre til skattestigninger på den høje side af en halv milliard kroner om året, og så vil det kommunale skatteloft blive sprængt uanset hvad.
Lav skatteprocent bliver endnu lavere
Alene Vordingborg Kommune har ansøgt Indenrigsministeriet om at kunne hæve skatten med op mod nogenlunde samme beløb, som København nu sænker skatten med.
Københavns Kommune har inden budgetforliget den niende laveste skatteprocent i landet.
Når Enhedslisten og Radikale er gået med til at sænke en lav skattesats yderligere, hænger det sammen med, at København strukturelt har flere indtægter, end kommunen i kraft af budgetlov og økonomiaftaler kan få lov til at bruge på såvel velfærd som anlægsudgifter.
Det har skabt en situation, hvor kommunen år efter år har kunnet sætte et milliardbeløb ind på bankbogen, hvor der nu står over svimlende 17 milliarder kroner. Det svarer til 27.000 kroner for hver eneste københavner.
Til sammenligning har en gennemsnitskommune 10.500 kroner stående pr. indbygger, mens en kommune som Langeland har små 1.800 kroner på kistebunden for hver langelænder.
Ved at sænke skatten reduceres indtægterne, og ophobningen af likviditet sættes ned i fart. Samtidig kan man så argumentere for, at man har vist sig solidarisk med resten af landet. Ikke mindst de mere økonomisk udfordrede kommuner, som kan få lov til at kradse lidt mere ind fra deres egne borgere.
{{toplink}}
Et luksusproblem, som er svært at forklare
Spørgsmålet, der må nage i toppen af Enhedslisten, må imidlertid være, om det kan lykkes at få forklaret og fortalt den ret tekniske kommunaløkonomiske sammenhæng til den almindelige københavner.
Eller om Socialdemokratiet og SF vil lykkes med deres fortælling om, at Enhedslisten i ren hævntørst mod overborgmesterpartiet har vist sig parate til at kaste sig i armene på de borgerlige og gennemføre uansvarlige skattelettelser.
Grundlæggende er det lidt af et luksusproblem, som har givet rum til de interne skærmydsler blandt de røde partier på Københavns Rådhus. Nemlig hvad man skal stille op med kommunens mange overskydende milliarder.
Så heldig er man ikke i en række af landets øvrige kommuner, hvor det på trods af forrige års udligningsaftale fortsat er svært at finde finansiering til både velfærd og anlægsinvesteringer. Det på trods af, at kommunerne nu samlet set får omkring fem milliarder kroner mere fra staten, end de må bruge.
Københavns Kommune var blandt taberne på udligningsreformen. Men nedgangen i kommunens indtægter blev delvist opvejet af, at man fik lov til at beholde flere penge fra parkeringsindtægter.
Mangel på rettidig solidaritet
Det kan være svært at adskille, hvor meget af Københavns aktuelle strukturelle overskud, der kan henføres til, at kommunen trods alt stadig ligger lunt i svinget i den kommunale udligningsordning. Eller om kommunen ligger, hvor den bør, og så bare kan tage sin berettigede andel af den årlige statslige overfinansiering og sætte i banken.
Når København kan stå som taber på udligningsreformen og ikke bare har kunnet undgå at hæve skatten efterfølgende, men rent faktisk kan sænke den, så tyder noget dog på, at København slap billigt. Og måske også for billigt.
Enhedslisten kom ikke med i forliget om udligningsordningen. Men for historiefortællingens skyld er det værd at minde om, at partiet i den sammenhæng var meget opmærksom på netop ikke at gå for hårdt til København.
Derfor kan det klinge en smule hult, når en sænkning af en af landets laveste kommuneskatter sælges som en solidaritetserklæring til mere vanskeligt stillede kommuner. Findes der noget, der hedder rettidig solidaritet, burde den nok nærmere være forsøgt udvist, da de nye udligningsbalancer skulle handles på plads på Christiansborg.
{{toplink}}
En rødblågrøn alliance af skattelettelser og klimapolitik er ved at sende Socialdemokratiet til tælling i københavnsk budgetslag
Breum: Rusland vil afbryde samarbejdet med Vesten i Arktis
