Simon Emil Ammitzbøll-Bille ser tilbage på fire år med Løkke: Mislykket bluff på Marienborg blev begyndelsen på opløsning af blå blok

Februarkulden indhyllede Marienborg, som stadig var omkranset af nøgne træer, der ventede på forårets komme.

Indenfor ramte temperaturen formentlig også frysepunktet. Her havde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indkaldt de øvrige borgerlige partier – Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Konservative – til blå familieterapi. De førstnævnte var mest af alt med som statister, mens Lars Løkke Rasmussen havde lagt sig ud i en stirrekonkurrence med Konservative.

De havde nemlig erklæret mistillid til daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), men det ville den siddende statsminister ikke finde sig i. Han ville derfor tale dem til rette med truslen om, at mistillid til en af hans ministre ville udløse et valg.

Det viste sig dog, at statsministeren bluffede. Det måtte både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti sande, da Konservative efter terapisessionen alligevel endte med at trække tæppet væk under Eva Kjer Hansen i sagen, der blev kendt som landbrugspakkeskandalen.

Dengang begik Lars Løkke Rasmussen en strategisk fejl, som skulle blive begyndelsen på det kaos, som førte til blå bloks opløsning frem mod folketingsvalget i 2019. Sådan siger den tidligere LA-minister Simon Emil Ammitzbøll- Bille, som var til stede på Marienborg i februar 2016.

"Lars Løkke starter med at begå denne landbrugspakkefejl ved at sige, at det er et kabinetsspørgsmål, og når vi så har banket på Konservative i en uge, så var det alligevel ikke længere et kabinetsspørgsmål. Dermed mister han al troværdighed i forhold til sine tre samarbejdspartnere,” siger han og tilføjer:

"Det er et første meget afgørende skridt, fordi vi nu ser, at han vil blive siddende til det sidste, og det gør, at både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance tænker, at hvis Konservative med deres kun seks mandater kan komme igennem den slags, hvorfor skulle man så ikke kunne med 13 eller 37?"

Fortællingen om blå bloks opløsning

Altinget har inviteret den tidligere økonomi- og indenrigsminister på besøg til en snak om den foregående valgperiode i anledning af hans nye bog, som kommer på gaden tirsdag.

Bogen har titlen ‘Insider: Fire år med Løkke’, og i den ser Simon Emil Ammitzbøll-Bille tilbage på Løkkes sidste fire år som statsminister. En valgperiode, hvor Liberal Alliance startede som støtteparti, men endte som et regeringsparti, der truede med at stemme imod sin egen finanslov.

Det var også fire år, hvor Liberal Alliance og Dansk Folkeparti formåede at omveksle deres respektive valgsejre til markante valgnederlag, mens Lars Løkke Rasmussen gik fra at være den borgerlige bloks leder til at vende ryggen til sine regeringspartnere midt i valgkampen.

Ifølge Simon Emil Ammitzbøll-Bille blev begivenhederne i årene 2015 til 2019 starten på blå bloks opløsning, som stadig præger blokken i dag, hvor Venstre er endt med at gøre Løkkes drøm fra 2019-valgkampen til virkelighed: Et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

Det er netop en af grundene til, at han nu har fattet pennen og gennem næsten 300 sider tager læserne med ind i maskinrummet og med ved forhandlingsbordet på Slotsholmen, hvor man både møder en rasende Lars Løkke Rasmussen og en fornærmet Kristian Thulesen Dahl.

”Jeg vil gerne give et indblik i, hvordan blå blok gik i opløsning. Fordi det også trækker mange tråde til, hvor dansk politik er i dag. Hvis det ikke var sket, havde vi hverken haft Danmarksdemokraterne eller Moderaterne i Folketinget, og måske var Nye Borgerlige ikke engang kommet ind i 2019,” siger Ammitzbøll-Bille og tilføjer:

"Så hele det fragmenterede blå Danmark bunder i det, der skete i de fire år."

Bogen starter med begyndelsen: Valget i 2015, hvor Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er valgets store vindere, mens Venstre har fået – set med datidens briller – en markant vælgerlussing og tabt 13 mandater. Netop de to sejrherrer ender med at spille hovedrollen i mange af de interne opgør i de følgende år. 

Simon Emil Ammitzbøll-Bille beskriver, hvordan Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er forhippet på at undgå at give Liberal Alliance indrømmelser, mens Liberal Alliance er villige til at gå langt for at få Løkke til at give dem deres ønskede lettelser af topskatten.

Et af de billeder, der står tydeligst tilbage efter valgperioden, er den stålsatte Anders Samuelsen, der er kravlet op i træ og råber efter topskattelettelser. De kom aldrig. I stedet faldt LA-lederen ned fra træet. Partiet fik 2,3 procent af stemmerne ved folketingsvalget i 2019, og Anders Samuelsen blev ikke genvalgt.

Ultimative skattelettelser

Men hvordan endte topskatten med at blive et ultimativt benspænd for Liberal Alliance? Det er Simon Emil Ammitzbøll-Bille stadigvæk ikke klar over, efter han har gennemgået de fire års begivenheder.

"Det starter lidt med, at vi ikke må komme i regering, og så skal vi finde på noget, som vi kan proppe ind i regeringsgrundlaget. Vi er meget optaget af, at det er første gang i partiets historie, at vores mandater er afgørende for regeringsdannelsen. Og hvis vi ikke kan komme ind i den regering, så må man kunne se vores aftryk på noget af indholdet,” siger han og fortsætter:

"Og det er nok derfor, at det bevæger sig over i noget, som vi ikke bare er enige med de andre i. For hvordan ville man ellers kunne se, at LA var der? Og hvordan det lige bliver topskat, fem procent og hele vejen op, det fremstår faktisk hverken dengang eller nu særligt tydeligt for mig."

Den tidligere LA-minister har dog et bud på årsagen til Liberal Alliances stålsatte facon: De følte sig holdt uden for af Venstre.

"Det går lidt galt, blandt andet fordi Venstre ikke rigtig tager os alvorligt. De tror, at de har genetableret VKO-flertallet, og de har måske heller ikke forstået, at det er Dansk Folkepartis store valgsejr og til dels vores mindre valgsejr, der har gjort, at der lige akkurat er 90 mandater bag Lars Løkke Rasmussen. DF og LA trækker stemmer over midten, det kan man se i Altingets tal. Hvis vi ikke havde gjort det, så havde Helle Thorning været statsminister. Måske endda stadig,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Oprindeligt lavede Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille en aftale med Løkke om, at V-regeringen i løbet af foråret 2016 skulle præsentere en skattereform, som lemper topskatten med fem procent for alle. Skatteforslaget kommer dog først senere i regeringens 2025-plan, som blev præsenteret i slutningen af august 2016, og det har ændret ordlyd, så lempelsen kun gælder for indkomster under en million kroner.

"Vi er sure over, at de ikke tager os alvorligt,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

”Da de endelig foreslår det, så foreslår de ikke det, som vi har aftalt, at de skal foreslå. Det er der, at det for alvor går galt.”

Ifølge Ammitzbøll-Bille havde Venstre misforstået Liberal Alliances krav, som blot handlede om, at hvad der skulle stå i forslaget.

”De havde fået overbevist sig selv om, at vi mener, at der skal laves en aftale, der ender med det krav. Det har vi aldrig sagt på det tidspunkt,” siger han og uddyber:

”Men det ændrer sig så.”

Allerede på Liberal Alliances sommergruppemøde to uger inden præsentationen af 2025-planen har Anders Samuelsen dog sat trumf på Liberal Alliances krav.

”Det er de fem procent, jeg skal have. Ellers er der ikke nogen Venstre-regering længere. Man skal sætte en grænse et sted, og vores røde linje går her,” sagde Anders Samuelsen til den fremmødte presse.

Som Simon Emil Ammitzbøll-Bille husker det, eskalerede skattespørgsmålet på kort tid, efter at regeringen først udsatte forslaget og endte med at foreslå noget andet, end der var aftalt. Det førte til, at DF-formand Thulesen Dahl står på et årsmøde i Herning og spørger DF-medlemmerne, om de er klar til valg.

Blev I mindre pragmatiske, fordi I blev provokeret af Lars Løkke?

"Vi følte os holdt ude.”

"En af vores store motivationsfaktorer var også, at vi ikke ville ende som Enhedslisten under Thorning, som, hvis jeg skal sige det pænt, nogle gange fik lov til at komme forbi til kaffe og smile pænt, men dybest set ikke havde nogen indflydelse i de år,” tilføjer Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Det kunne være endt helt anderledes

Skatteslagsmålet i 2016 endte med, at Lars Løkke Rasmussen inviterede Konservative og Liberal Alliance med i regeringen. Det skete, efter at de to partier i al hemmelighed i ugevis havde forhandlet med Venstre om rammerne for en ny regering. Forhandlinger, som ifølge Simon Emil Ammitzbøll-Bille blev indledt på foranledning fra Liberal Alliance i forsøget på at finde en løsning på skattespørgsmålet.

Ammitzbøll-Bille mener, at det er for kontrafaktisk at forholde sig til, hvorvidt Liberal Alliance ville have været bedre tjent med at udløse valg. Hvis partiet havde vidst, hvordan det endte, var et valg i utide muligvis at foretrække. 

"Men det kunne jo også sagtens være gået bedre."

Især hvis partiet havde begravet topskattespørgsmålet, da det trådte ind i regeringen, mener han.

"En fejl, vi laver på det tidspunkt, er, at vi ikke river plasteret af og siger: Nu har vi snakket nok om den forbandede topskat. Hvis vi havde gjort det på det tidspunkt, var der nok nogen, der var blevet sure, men så havde vi haft 2,5 år til at reparere på det." 

Men den allerstørste fejl, som Samuelsen og Ammitzbøll-Bille begik, skete dog allerede i juni 2015. De gav for hurtigt efter for den ivrige Lars Løkke Rasmussen, der gerne ville kåres som ny statsminister hurtigst muligt. Faktisk forsøgte han allerede på valgnatten at få Samuelsen til at udpege ham uden en dronningerunde.

De to LA-frontfigurer ville dog først afprøve om, de kunne få ham til at danne en blå flerpartisregering, hvor der kunne blive plads til Liberal Alliance. Men det afviste Lars Løkke Rasmussen blankt:

”Jeg mener faktisk, at en af vores allerstørste fejltagelser var, at vi ikke sagde: Det kan godt være, at du ikke vil have os med. Men så kan Helle Thorning få lov til at være fungerende statsminister i en til to uger eller seks måneder for vores skyld, indtil du tager os med.”

”Hvis vi havde gjort det, så havde Lars Løkke fået et pragmatisk Liberal Alliance ind i regeringen, og så tror jeg ikke, at alt det her var sket. Men så havde han heller ikke været udenrigsminister eller formand for et parti, der hedder Moderaterne i dag.”

red@altinget.dk