Simon Emil Ammitzbøll-Bille: Jeg blev valgt alt for tidligt

 

I skyggen af coronarestriktioner fulgte venstrefløjen debatten fra sine kontorer. Til gengæld var der fyldt i højre side af salen. Her kunne Simon Emil-Ammitzbøll-Bille fra sin plads alleryderst i Grebningen – den bagerste del af salen, som er forbeholdt Folketingets løsgængere og nye medlemmer – høre blå blok endevende sig selv, mens primært rigsretsmodstandere skiftedes til at tage ordet.

To timer inde i den tre timer lange diskussion gik han selv med korte, raske skridt den lange vej til talerstolen. Alex Ahrendtsen havde netop kaldt forsamlingen et ”Jantelovsting”, inden Simon Emil Ammitzbøll-Bille udtalte, at DF og Nye Borgerlige forvrængede sagen ved at spille på ”den falske melodi” og forklæde ulovlig administration i udlændingepolitik.

I selvbebrejdelse indvendte han dog også, at han som minister og fremtrædende del af flertallet fra 2015-2019 ”måske bør kigge lidt indad”. Det mente han også, at nogle af hans kolleger burde. Venstres Hans Christian Schmidt replicerede, at sagen havde fået ”alt for meget opmærksomhed”, før vintermørket faldt på bag mundbind og den dystre stemning i salen.

Vi mødes på hans kontor i Proviantgården efter et par missede aftaler og noget børnesygdom. For dem, der ikke kender stedet, er det en af Folketingets yderste kontorfløje, der ligger afskåret fra hovedbygningen og har sin egen indgang fra Bibliotekshaven. Proviantgården er også hjemsted for journalister. På den anden side af gangen sidder for eksempel Politikens Christiansborg-redaktion, der var med til at afsløre Støjbergs ulovlige instruks. Selv ville han længe gerne være journalist, indtil han som 27-årig blev valgt til Folketinget. ”For tidligt, vil nogle sige,” siger han og griner.

Proviantgården er dog ikke ukendt for ham. Faktisk sad han her også, da han fra 2005-2008 var medlem af Radikale. Han er tilbage, hvor han startede, medgiver han og griner igen.

Han er afslappet klædt, iført tynd striketrøje og sætter skoene før interviewet, som han klarer i strømpesokker. Under hans rolige fremtoning og lette, muntre bemærkninger gemmer sig dog en alvorstung bekymring, når han tænker tilbage på debatten i starten af februar; Instrukskommissionen og dens efterspil er den sag, han har brugt mest tid på, siden han skrinlagde sit og Christina Egelunds midterparti Fremad. Han kalder den historiske afstemning ”meget symptomatisk” for en forrykket balance på højrefløjen.

”Da Ninn-Hansens rigsretssag blev rejst, var der ingen debat og kun én kort bemærkning fra Pia Kjærsgaard. Grunden til at der var så stille i 1993 var måske, at Fremskridtspartiet dengang stod alene. Det var, før der var konkurrence om det yderste højre,” siger han.

Forandringens vinde blæser omkring ham; Støjberg-sagen har blotlagt skillelinjer, der har ligget i læ af to årtiers storhedstid, men nu kløver højrefløjen i to lejre, en liberal og nationalkonservativ. Sidstnævnte har vundet valg og indpas, men ikke længere er lig med regeringsmagt.

Det er den liberale krise og forpinte socialliberale midterposition, der løber spidsrod i hans karriere og den udtalte borgerlige krise, vi skal tale om. Hvad er forklaringen på liberalismens krise? Kan han fraskrive sig ansvar? Og hvad skal der ske med ham, serieløsgængeren, nu?

Farvel til 00’ernes borgerlige kontrakt

Fra sit spartansk indrettede kontor kan han ud ad vinduet se op til sit ministerkontor i det tidligere Økonomi- og Indenrigsministerium, der grænser op til Proviantgården. Sådan kan hans nuværende politiske liv koges ned til en bouillonterning: En del af magten, men langt fra dens centrum. Tættere på udgangen end indgangen, som han selv formule- rer det.

Hjørnekontoret og hans første og eneste ministerpost havde han under Lars Løkkes VLAK-regering og frem til valget i 2019, hvor Liberal Alliance gik fra 13 til 4 mandater. Anders Samuelsen blev slet ikke valgt ind, mens Simon Emil Ammitzbøll-Bille, Henrik Dahl, Ole Birk Olesen og Alex Vanopslagh som partiets mislydende firemandsband overtog ”Christiansborgs mørkeste lokale” – som retteligt er tidligere enmandskontor for Per Stig Møller.

Her kunne kvartetten se på resterne af et parti, der var martret af intern uenighed om EU- og udlændingepolitikken. Simon Emil Ammitzbøll-Bille følte sig efter jordskredet isoleret på den mode- rerende fløj, før partiets hovedbestyrelse i oktober 2019 krævede, at den tidligere kronprins enten rettede ind eller forlod partiet. Hans udmelding blev kulminationen på en valgperiode fra 2015-2019, hvor udlændingeordførerskabet udviklede sig til en uriaspost.

”Jeg tror, at vi brugte 50-80 procent af gruppemøderne på at tale om udlændingepolitik. Det var hele tiden dér, det eksploderede. I de fire år skiftede vi flere gange udlændingeordfører, men uanset hvem der havde posten, skabte det splittelse,” siger han og fortsætter:

”Vi endte jo med nogle groteske synspunkter, som når Anders sagde, at folk skulle hentes i lufthavnen, og jeg selv sagde, at folk skulle smides ud for at stjæle en cykel. Men vi prøvede at lave nogle markører for at balancere det liberale og nationale. Frygten for, hvor vælgerne, for hvem udlændingepolitik er afgørende, ville gå hen, affødte mange mærkelige ting.”

Han er ved at skrive en bog om VLAK-regeringen. En tredjedel inde ved han ikke, hvad den skal hedde, men skrivningen går nemt, forklarer han. Måske fordi parløbet trak så store veksler på samklangen i og mellem de tre partier. Krisen giver han én årsag: Kristian Thulesen Dahl.

”Det borgerlige Danmark blev sprængt til atomer, fordi Thulesen Dahl i 2015 ophævede kontrakten mellem nationale og liberale, som Fogh og Kjærsgaard indgik i 2001: Kjærsgaard kunne få flag og udlændingestramninger, hvis Fogh fik en stringent økonomisk politik med nogle reformer en gang imellem. Med Thulesen Dahl blev vekselvirkningen ophævet. Det var enormt fastlåst og fire års total bitterhed uden visioner og vilje til at samarbejde.”

Vidste I ikke, hvad I gik ind til, da I gik i regering med DF som støtteparti og Støjberg som minister? At det ikke nødvendigvis ville være befordrende for liberalismen?

”Vi havde den naive tilgang, at DF havde et reelt ønske om at løse integrationsproblemerne, og at vi kunne hjælpe, hvis de hjalp os med noget om skatter og afregulering. Jeg lærte nok bare, at DF lever af problemer. Vi undervurderede, hvor smålig Kristian Thulesen Dahl er.”

Undervurderede I også, hvad I selv var villige til at acceptere?

”Jeg tror, vi var ramt af en stor forandringsvillighed, mens de andre partier følte, samfundet var, som det skulle være. Men der er da klart områder, hvor jeg kan spørge mig selv, hvorfor vi gik med til det og det. Hvis modet var større, skulle vi nok også have forladt regeringen.”

Du sagde også i folketingssalen, at du burde have kigget mere indad?

”Ja, men man bliver også en smule fartblind som minister. Når man konstant hører, at regeringen har gjort noget, der nærmest er ulovligt, koncentrerer man sig måske om vejen forude i stedet. De fleste tror, det er løgn, når jeg siger det, men jeg har aldrig læst så lidt avis, som jeg gjorde i de 2 1⁄2 år, jeg var minister. Det skulle jeg nok have gjort lidt mere.”

Globale problemer bliver til danske problemer

Han graver i sin lakridspose, mens jeg nævner en anden forklaring på skellet mellem liberale og nationalkonservative. I 2001 afkoblede Fogh og Venstre fordelingspolitikken fra værdikampen, der blev nyt rotationspunkt i dansk politik. VKO-regeringerne byggede det nye årtusindes dominans på stram udlændingepolitik og et opgør med samarbejdspolitikken og lagde med sin nedtonede liberale sjæl grundstenene til en strammerkonkurrence.

Dén analyse køber han dog ikke. Det er, mener han, ”lidt provinsielt” at give Fogh skylden for nutidens blå skisma. I stedet taler han om en global udvikling i kontrast til det fremskridtsløfte, Vesten skabte i 1900-tallet, hvor han som efternøler med 12 og 16 år ældre søskende blev politisk aktiv. Murens fald skulle bringe politisk orden, globaliseringen løfte og sammenbinde lande, fremgang på ét område hænge uløseligt sammen med fremgang på andre.

Som højskole- og skilsmissebarn, der som 3-årig slog sin bedste ven i hovedet med en fastelavnskølle, for at teste hvordan sådan ét slag føles, troede han blindt på det hele.

”Vi gik jo og bildte os selv ind, at historien var afsluttet. Alt var godt, vi havde sejret og så kun tusindårsriget foran os med liberalisme, markedsøkonomi og evigt demokrati. Det lyder også meget godt, stadigvæk, men siden er der kommet nye problemer og konfliktakser.”

Årtiers materiel fremgang har nemlig ikke skabt en stabil orden, men ulighed, frustration og ansatser til det klassesamfund, liberalismen skulle løsne. 1990’ernes ukuelige optimisme og foreskrevne fremtid er blevet til en tyndslidt drøm i en splittet verden med konstante kriser, hvor troen på det retfærdige samfund gennem progressive principper og opløste barrierer undergraves af hule historiske alliancer og højrenationalismens knopskydning.

Ifølge Simon Emil Ammitzbøll-Bille har den udvikling ført til at, at partierne ikke appellerer med langsigtede visioner. I stedet for at kæmpe om at sikre fremskridtet handler det i højere grad om, hvem der bedst beskytter danskerne og det land, de kender. Og det har, som vi vender tilbage til, været svært for ham at håndtere.

”Det er altid noget med risikosamfundet. I dag skal vi beskyttes imod udlændinge, klimaet og at vi alle snart bliver arbejdsløse. Man skaber bevidst utryghed i vælgerne,” forklarer han.

”Det gælder jo næsten hele Folketinget, men i hvert fald VLAK-partierne. Og bliver man ved med at tro, at man skal være en værre udgave af sig selv, selv når Socialdemokratiet rykker sig, er det svært at forestille sig, at man i et land, hvor der kommer flere minoriteter, igen kan få et borgerligt flertal. Det kræver nogle med et klart liberalt udgangspunkt. Og det er svært at se.”

Ifølge ham begrænser den liberale krise sig dog ikke til blå blok, for hvem en hård udlændingepolitik ikke længere er et ubøjeligt brækjern til magten.

”Socialdemokratiet har sat den liberale værdipolitik og økonomiske politik under et kæmpe pres. For tiden taler en hær af venstre- orienterede økonomer al økonomisk logik imod og siger, at vi bare skal give los med udgifterne. Samtidig siger regeringen, at uligheden eksploderer, selvom det jo går godt for almindelige mennesker i Danmark. En mærkelig ting ved globaliseringen er, at problemer i andre lande forvrænges og gøres til vores problemer.”

Vi er blevet bundet sammen på en anden måde, end man troede?

”Ja, for pludselig er det som om, at vi skal løse andre landes problemer ved at ændre noget i Danmark. Det ændrer bare ikke på deres problemer, men vi risikerer, at de, der vil sælge sine nu-undgår-vi-problemerne-modeller, skaber reelle problemer,” siger han.

”Man kan tale til kongen eller stodderen i folk, og der bliver virkelig talt til stodderen. Pernille Vermund har lavet et helt parti, der kun taler til stodderen, DF taler til stodderen, og Mette Frederiksen gør det også. Det er også det, makrelmaden er et udtryk for.”

Værdikrigerens vilkårlige linjer

Vi spoler frem og tilbage, for sådan er det med ham, der indkapsler forskydningerne.

I 2008 blev han kaldt værdikriger, da han forlod Radikale i protest over partiets støtte til 24-års-reglen og sagde, at han hellere ville vaske toiletter end at arbejde for Margrethe Vestager. Siden har han rejst mellem fløjene for at ”kæmpe for de værdiliberale værdier”. Nu står han her på endestationen og ligner et offer for en flosset liberal fællesforståelse og en ny definition af, hvad det vil sige at være en værdikriger.

”En værdikriger kunne jo også være en, der kæmper for positive værdier og menneskers værdighed i stedet for at fortælle, at andre er nogle svin”, siger han og spørger retorisk:

”Inger Støjberg bliver kaldt en stor værdikriger, men hvilke værdier er det, hun kæmper for? At der skal være forskel på rettigheder for mennesker? Det er da ikke at være værdikriger, men at bekæmpe alt, hvad vores samfund bygger på af principper om retsstat og ligeværd.”

Selv mener han, at han altid har fulgt et grundliberalt synspunkt. Når han med sine partiskift anklages for hykleri og opportunisme, taler han om integritet og troværdighed, om sig selv som en principfast liberal, der har smækket med døren til alliancer, tryghed og venskaber for at værne om egne idealer. Churchill-linjen kalder han det: Han skifter parti, ikke politik.

”Hvis du ser dybere på det, har jeg altid været i partier med et liberalt udgangspunkt. Jeg forstår derimod ikke, hvordan man kan være Marcus Knuth eller Naser Khader og den ene dag være liberal og den næste vågne som konservativ,” siger han.

Han hæver stemmen.

”Det er jo ikke antallet af partier, du har været med i, der er interessant, men dine grundsynspunkter. Har du overhovedet nogle? Det er dét, der er blevet udvisket i partierne. Folk ved ikke længere, hvad de mener, eller hvilket parti de er med i.”

Nogle vil sige det samme om dig: At de ikke kan forstå, hvordan du kan være Simon Emil, og at du selv har repræsenteret skiftende synspunkter. Naser Khader har sagt, at du med din tid i Liberal Alliance og Borgerligt
Centrum har indtaget alle positioner på udlændingeområdet?

”Jeg kan godt forstå, at man bliver nødt til at sige sådan, hvis man er Naser og har skiftet sit liberale grundsyn ud med et konservativt og er endt som Trumps bedste forsvarer.”

Khader står dog ikke alene med kritikken. Flere af Simon Emil Ammitzbøll-Billes tidligere partifæller i Liberal Alliance har beskrevet ham som en udlændingepolitisk strammer, der som næstformand bankede medlemmer på plads, når partiet stemte for Lindholm-udrejseøen, imam-loven og andre tiltag, der har indskrænket frihedsrettigheder og lighedsprincipper.

Rimer for eksempel ghettopakken og burkaforbuddet på liberalisme?

”Det er helt klart, at ghettopakken er der ingen liberale elementer i. Burkaforbuddet var også et forsmædeligt nederlag. Det må jeg jo bare tage på min kappe,” siger han roligt.

Han vedstår også, at Liberal Alliances ”massive” sænkninger af skatter og afgifter havde for få mærkbare effekter, og at partiets aftryk var mere økonomiske end værdipolitiske.

”Bestemt. Men nu var jeg også økonomi- og indenrigsminister, hvis jeg skal forsvare mig selv,” hvorefter han smiler, fremhæver afskaffelsen af blasfemiparagraffen og fortsætter rækken af resultater.

”På skoleområdet fik vi også gjort op med bindende læringsmål, fik mere fleksibilitet i timetal og bedre støtte til friskoler. Men det krævede mange kampe, også med de andre liberale.”

Jeg spørger, fordi din partifælle Merete Riisager har sagt, at ...

”Det er nemt med mig og mine tidligere partifæller,” afbryder han og griner.

Ja. Men hun mener, at de borgerlige partier har handlet ud fra en nytteetik, der er kommet til udtryk i målstyring, overregulering og effektivisering, og som i sidste ende kvalt den liberale ånd. Har man været fastlåst i en funktionalistisk tankegang i stedet for at føre værdikamp?

”Dén kamp er længe forsømt og en væsentlig grund til, at der var plads til Liberal Alliance. Men den grundlæggende værdikamp om statens størrelse er efterhånden fuldstændigt smadret. Når vi gik til finanslovsforhandlinger med Løkkes borgerlige regeringer, skete der typisk det, at hvis vi ville give flere penge, kunne vi altid få det. Men ville vi have færre penge til noget, fik vi det aldrig. Og det er jo, fordi nationalkonservative, som jeg ser det, ønsker en stærk stat.”

Er liberalismen kommet til at handle for meget om økonomi?

”Det siger jo lidt om, hvor svært det er at være liberal i dag. Før spurgte du, om liberalismen havde forladt det økonomiske spor med Fogh, eller om der nu er for meget fokus på økonomi. Jeg mener, det liberale skal sikre, at mennesker kan leve, som de vil, og at der er velstand og tryghed om økonomien. Og i virkeligheden har man nok svigtet på begge parametre.”

Han står ved, at det har været nødvendigt at stramme op på udlændingeområdet, men mener, at højrefløjen i dag svigter på retspolitikken, når man, som han antyder, hellere vil beskytte Støjberg end udlændinge.

”Man var for åbenmindet i 80’erne, men nu er det gået over gevind. Man kan jo sagtens som liberal sige, at der skal være krav til dansk statsborgerskab, uden alt ender i burkalov. Men når man som nationalkonservativ laver særregler for sine venner (Støjberg, red.), er man trådt ind på vilkårlighedens spor. Og når man er trådt ind på dét spor, risikerer vi andre ikke at kunne forvente ens behandling, når vi møder den offentlige sektor. Det er jeg oprigtigt nervøs for.”

Den magiske og slørede midterposition

Fremad skulle gøre op med netop vilkårligheden. Simon Emil Ammitzbøll-Bille slog sit andet nystiftede parti op på en fast og – betoner han – fair udlændingepolitik og en tilbagevenden til de liberale rødder, der, mente han, ikke længere fandtes i det hidtidige politiske landskab. Meget fremad gik det ikke; 3679 vælgererklæringer nåede partiet, før det blev lagt i graven. Samme sted som Borgerligt Centrum, der blev stedt til hvile fem måneder efter fødslen. Ideologisk var begge partipolitiske englebørn tæt på de radikale spinoffs Ny Alliance, Liberal Alliance og Alternativet, der alle har forsøgt at genoplive fortidens midterakse, men står vingeskudte tilbage.

Med de seneste meningsmålinger kan Simon Emil Ammitzbøll-Bille også konstatere, at vælgerne går mod venstre, mens Venstres går mod højre. Billedet er klart, selvom han helst ikke vil lægge for meget i sådanne øjebliksbilleder: Midten drænes, og selv har Radikale udviklet sig til et fløjparti i udlændingepolitikken og undveget den efterhånden mytiske midte, som Fogh døbte en Bermuda-trekant, hvor politik fortoner sig og bliver selvopløsende.

”Men det er jo rigtigt. Radikale har jo aldrig peget så meget til én side siden 1993, som de har gjort i de seneste år, hvilket er meget sigende for hele bevægelsen,” siger han.

Betyder det, at den politiske midte er en utopi?

”Hvis du ser bort fra Hilmar Baunsgaard og et par toppe i dette årtusinde, er Radikales kurve i hvert fald én lang nedadgående kurve. At være dem, der formidler samarbejde, er måske ikke dét, der er mest folkestemning i. Og i virkeligheden er det jo kun i de få perioder, hvor Radikale ikke har gjort det og haft mere kant, at de har løftet sit stemmetal.”

Det blev sagt om Fremad, at I var for utydelige; I ønskede en udlændingepolitik lidt strammere end Radikales, men blødere end Liberal Alliance og Venstres, og I ville gerne være grønne som de fleste, EU-positive og føre borgerlig økonomisk politik. Manglede I en klar slaglinje?

”Måske var ’nok er nok’ ødelagt,” siger han med henvisning til Ny Alliances slogan i 2007. ”Men det er jo blevet svært at sige: Moderate i hele landet, sæt jer ned og tal om tingene. Det er nemmere at sige, at nogle skal ud, eller at det hele er bankdirektørens skyld, end at lægge op til at finde balance mellem migrationspres og ordentlig behandling.”

Udefra kan man meget nemt få det indtryk, at du gennem hele din karriere har prøvet og prøvet at genetablere den socialliberale position, men tabt og tabt?

”Jamen, det synes jeg er en meget korrekt analyse”, siger han og klukler, som for at afmontere den ubekvemme sandhed, at hans trængte visioner ikke har vundet indpas. Endnu:

”Men så må jeg håbe, at der kommer nogle, som er dygtigere til det, end jeg har været.”

Troen på Løkke og modbølgen

Han ser dog to lyspunkter. Det ene er, at Lars Løkke laver sit bebudede midterparti.

”Det andet er, at Sofie Carsten Nielsen ser ud til at rykke Radikale, så de ikke er så radikalt til venstre og kan tilbyde sig for et værdiliberalt synspunkt. Måske lyder det mærkeligt, men jeg synes, der er grund til en vis optimisme i kombinationen af Løkke og Sofie Carsten Nielsen.”

Et Løkke-parti får fire til 20 mandater til næste valg, spår han. Et medlemskab frister dog ikke.

”Hvis Fremad var Radikale i 1980’erne, er Løkkes parti Centrum-Demokraterne. Jeg synes, begge dele er fint at have, men jeg bliver ikke centrumdemokrat af, at det, jeg helst vil, ikke findes.”

Frygter du ikke, at der er grænser for Løkkes kredit hos vælgerne? Måske er der brug for andre og nyere folk end én som ham til at skabe det nybrud, midterpositionen ville være?

”Jeg mener ikke, Løkke er en frelsende engel, men på en god dag kan man også ændre dansk politik med 5-10-15 mandater. Tænk, hvis man ikke kan lave et borgerligt flertal uden ham? Det ville være smukt. Det bedste, der kan ske til næste valg, er, at Løkkes parti kommer ind sammen med Kristendemokraterne og et revitaliseret Radikale, så vi vender tilbage til 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne, hvor midterpartierne var så store, at de faktisk fik betydning.”

Men håbet i håbløsheden er også noget andet end virkeligheden?

”Ja, men tænk på hvor sort, mange af os følte, det så ud i VKO-tiden. Og pludselig var den væk. Alt forsvinder, også det man ikke bryder sig om. Spørgsmålet er selvfølgelig, om der kommer noget bedre bagefter. Men jeg er en født positiv og optimistisk sjæl.”

Han pauser og venter ganske længe. Imens får jeg igen øje på strømpesokkerne.

”I virkeligheden skal der ikke mere til, end at nogen kan se, at de kan få magten ved at samarbejde. Når man taler med konservative folketingsmedlemmer, er det jo ikke alle, der lyder ligesom Marcus Knuth. I øjeblikket ryster man de borgerlige partier, men på et tidspunkt må nogle komme ned som konservative og andre som liberale. Det kan selvfølgelig være, at alle ender som konservative, men så kommer der nye liberale partier.”

Mætheden i et grumset akvarium

Det bliver dog nok uden ham, at det pragmatiske centrum skal formes. I den snart halvanden time, vi har brugt sammen, har det hele tiden ligget i luften: Han lyder som en, der er på vej ud og ikke længere har noget at tabe. Han erkender sine nederlag, holder sig ikke tilbage og gør det nærmest til en dyd ikke at indskrive sig selv i fremtidens fortælling.

Får Vermund ret, når hun håber, at vi med denne valgperiode har set det sidste dig?

”Det vil jeg ikke afvise, hun får. Og hvis hun gør, håber jeg, det er det eneste, hun får ret i.”

Men det lyder, som om det er det, du hælder mest til?

”Jeg har i hvert fald ikke planer om at fortsætte og stille op i 2023, som det ser ud nu. Og jeg fristes næsten til at spørge: Hvem skulle jeg efterhånden stille op for? Og så har jeg også sagt til mig selv, at jeg har prøvet at starte to partier fra bunden og været med til at genrejse et tredje (Liberal Alliance, red.). Nu må det være op til andre at lave nye partier.”

Han har før fortalt, at Fremad krævede så meget af ham, at han ikke kunne finde den rette balance mellem arbejde og familie. Jeg spørger, hvordan projektet krævede meget.

”At lave et nyt parti kræver en enorm arbejdsindsats og mere end bare at være ordfører i et etableret parti. I slutningen af Fremad begyndte jeg for første gang at se lys for enden af tunnelen, hvis jeg kunne lægge 130 % af min normale arbejdskapacitet i det. Men når den i forvejen var 70-100 timer om ugen, og jeg var blevet far til to små piger, måtte jeg vælge.”

Men din idealisme findes jo stadigvæk. Er det et spørgsmål om mæthed?

”Det kan lyde mærkeligt, men på en måde har jeg vendt min karriere om, forstået på den måde at jeg blev valgt alt for tidligt og siden har aftjent min værnepligt i 16 år. Nu har jeg som 43-årig fået to børn, og derfor tænker jeg tit: Behøver jeg at arbejde 70-100 timer om ugen for at være lykkelig? Man kan i hvert fald sagtens tjene lige så meget ved at arbejde mindre.”

Der er også sket meget i hans liv i de seneste par år: I 2016 mistede han sin mand til kræft, siden fandt han sin kæreste, der er tidligere sekretær i Liberal Alliance og nu hans kone og mor til hans to børn. Efter den tumultariske VLAK-regering har han – for anden gang – forladt et parti, lavet et parti og nedlagt et parti. Undervejs har han været syg af testikelkræft.

Har du simpelthen behov for at få ro på og ikke tænke for langt frem?

”Lige nu er jeg bare glad for at skrive den bog, jeg skriver på, og så har jeg også nogle tanker om at lave en podcast. Jeg bliver glad i kroppen, når jeg tænker på at skrive bog og lave podcast. Det kan være, det er det, jeg skal bruge resten af mit arbejdsliv på.”

Og have mindre med politik at gøre?

”Det har masser med politik at gøre. Man kan jo kæmpe for sin sag på mange måder. Nu har jeg svømmet rundt herinde i akvariet i 16 år. Men man kan også have med politik at gøre ved at kigge på akvariet udefra. Det kan være, at jeg i større grad skal gøre det.”

Det kan også blive grumset nede i sådan et akvarium ...

”Ja, det kan jo trænge til at blive renset en gang imellem,” afslutter han.