SF's politiske ordfører går på barsel

Signe Munk (SF) går på barsel. Rasmus Nordqvist, Karsten Filsø og Karsten Hønge overtager hendes ordførerskaber.

Der er under en uge til at højgravide Signe Munk (SF) har termin. Så nu går hun på barsel.

Det skriver SF's politiske ordfører, klimaordfører og energiordfører på twitter.

"Jeg kan ikke længere se mine fødder for min mave og har termin om under en uge, så jeg er gået på barsel," skriver hun.

Signe Munk oplyser samtidig, at partikollegaen Karsten Hønge nu alene har posten som politisk ordfører - et ordførerskab, de to siden januar har delt imellem sig.

Rasmus Nordqvist overtager klimaordførerskabet, mens Karsten Filsø overtager hendes ordførerskab på energiområdet. Begge partikollegaer havde sidste år de to ordførerskaber i et par måneder, mens Signe Munk havde orlov for at færdiggøre sin uddannelse som sygeplejerske.

Odensefødte Signe Munk blev i 2019 valgt til Folketinget i Vestjyllands Storkreds. Hun har en bachelor i statskundskab og har tidligere siddet i byrådet i Viborg Kommune.

Forrige artikel Mette Frederiksen tager til Færøerne for at drøfte rigsfællesskabets sikkerhed Mette Frederiksen tager til Færøerne for at drøfte rigsfællesskabets sikkerhed Næste artikel Højesteret får ny præsident Højesteret får ny præsident