SF vil gøre meritlærer-uddannelsen gratis

LÆRERMANGEL: Som en del af SF's kommende finanslovsudspil skal det være gratis at uddanne sig til meritlærer. Socialdemokraterne er positive, mens V og K kritiserer finansieringen.

Med udsigt til stor mangel på lærere i folkeskolen skal det fremover være gratis at uddanne sig til meritlærer.

Det mener SF, der lancerer forslaget om de gratis merituddannelser til lærer og pædagog som en del af partiets finanslovsforslag, som bliver fremlagt til august.

I øjeblikket går knap 5000 studerende på meritlæreruddannelsen, men de betaler hver omkring 50.000 kroner for at få eksamenspapiret. Og den udgift skræmmer unge væk fra et fag, som samfundet desperat har brug for, siger Pernille Vigsø Bagge, SF's uddannelsesordfører.

"Hvis folk skal omskoles, er det en dum barriere, hvis de skal betale penge til en uddannelse, som samfundet har brug for. Derfor vil vi gerne gøre uddannelsen gratis, så man ikke selv skal finde de mange penge. I forvejen skal man leve af SU, og når man derudover skal selv skal betale for uddannelsen, er der god grund til at gøre den gratis," siger Pernille Vigsø Bagge.

Ny indgang til arbejdsmarkedet
På meritlæreruddannelsen er det cirka halvdelen, der får uddannelsen betalt af kommunen som en del af beskæftigelsesindsatsten. Det viser ifølge SF, at der er behov for uddannelsen, og at folk ikke har råd til at finansiere den.

"Meritlæreruddannelsen kan være en god måde at få en ny indgang til arbejdsmarkedet, hvis man har valgt sin uddannelse forkert og gerne vil omskoles," siger SF's ordfører.

SF har selv regnet udgiften til de gratis uddannelser til at være på ca. 60 millioner kroner. Og det er ikke meget i forhold til, hvor meget samfundet mangler af uddannede lærere og pædagoger, siger Pernille Vigsø Bagge, der tilmed peger på, at antallet af studerende på meritlærer-uddannelse er faldet drastisk med over 30 procent de seneste to år (se tabel nederst).

"Vi kan ikke leve med, at det er gymnasieelever og skoleelever, der underviser i folkeskolen, og derfor skal vi fremme optaget på meritlærer- og pædagoguddannelserne."

Grønne afgifter skal betale gildet
De 60 millioner kroner skal ifølge SF komme fra en pulje, som er sat af til øgede investeringer i det danske uddannelsessystem. Pengene til den pulje kommer fra grønne afgifter og omlægninger af skattesystemet.

"Der er ingen tvivl om, at der skal tilføres flere midler til uddannelserne, og derfor opprioriterer vi det område," siger Pernille Vigsø Bagge.

Politisk får SF opbakning fra Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini, der mener, at sigtet er helt rigtigt med forslaget.

"Vi mener også, at brugerbetalingen er blevet for høj, og derfor er vi helt enige i målet om, at det skal være billigere at uddanne sig til meritlærer. Men om det skal gøres gratis i første hug er mere tvivlsomt, for dette er en ren prioriteringsdiskussion. Skal vi gøre noget ved de nedslidte skoler, efteruddannelsen af lærerne eller gøre det billigere at læse til meritlærer," spørger Christine Antorini.

Højt på Bertels ønskeliste 
Forslaget ligger meget godt i tråd med regeringens ønsker, siger undervisningsminister Bertel Haarder (V).

"Det står faktisk meget højt på min og regeringens ønskeseddel at gøre meritlæreruddannelsen gratis. På et tidspunkt fik jeg det faktisk med i et regeringsoplæg, men de parter, vi forhandlede med, var ikke interesseret i det. Så regeringen er faktisk interesseret i at gøre uddannelserne gratis, men kommer tid kommer råd," siger Bertel Haarder, der ikke vil uddybe, hvem parterne - der afviste forslaget - var.

Han mener også, at det er lettere for SF at gøre det gratis, fordi partiet ikke har det samme økonomiske hensyn som regeringen. Desuden understreger han, at han lige har sat betalingen ned på merit-uddannelserne med en tredjedel.

"Og det er noget, der konkret hjælper i stedet for en fugl på taget, der siger, at hvis SF kommer i regering, vil uddannelsen være gratis," siger Bertel Haarder.

Udskyder almindeligt lærerstudie
Også Charlotte Dyremose, uddannelsesordfører for Konservative, er skeptisk over for det økonomiske aspekt i SF's forslag

"Det er typisk SF, at man bare kan hæve skatten for at finde penge til sine forslag. Men hvis vi hæver skatten, hver gang SF siger, vi skal gøre det, har vi til sidst ingen, der betaler skat," siger Charlotte Dyremose.

Hun kan dog godt se det sympatiske i tanken bag forslaget.

"Lige præcis på lærerområdet mangler vi uddannede folk, men problemet er, hvilke andre uddannelser vi så også skal gøre gratis, for vi har eksempelvis også mangel på sundhedspersonale. Hvis man desuden allerede har en statsfinansieret uddannelse som eksempelvis cand.mag. i historie, skulle man så have endnu en gratis uddannelse som lærer," forklarer Charlotte Dyremose.

En andet konsekvens af forslaget kunne ifølge Dyremose være, at unge udskyder et almindeligt lærerstudie, fordi de ved, at de senere kan få uddannelsen gratis.

"Og så risikerer vi, at de slet ikke bliver lærere, fordi de blev uddannet til noget andet, som de fandt sjovere. Forslaget skal tænkes mere igennem, før jeg kan se fordelen ved det," siger hun.

Forrige artikel Sohn bag stabil, lille forlagsforretning Næste artikel Gæmelke tilbage til rødderne Gæmelke tilbage til rødderne