SF-veteran efterlyser flere kvinder på Borgens vægge

KUNST: Der hænger alt for få portrætmalerier af kvindelige politikere på Christiansborg, og det giver et misvisende billede af folkestyrets udvikling. Det mener SF's Steen Gade, som nu vil have flere kvinder til at pryde Borgens vægge.

Næste år er det præcis 100 år siden, at de danske kvinder fik ret til at stemme og stille op til både Folketinget og Landstinget. Siden da har hundredvis af kvindelige politikere haft deres daglige gang på Christiansborg, og i dag er godt 40 procent af folketingsmedlemmerne kvinder.

Det er dog blot et fåtal af dem, der har fået lov til at pryde væggene på Christiansborg. I Snapstinget er blot to af de i alt 72 portrætter kvinder, og man skal lede længe for at finde portrættet af Nina Bang (S), som var landets første kvindelige minister.

Portrætter af de mandlige politikere er derimod i klart overtal, og det giver et forvrænget billede af den politiske udvikling i Danmark, mener SF-veteranen Steen Gade.

Han vil nu have flere kvinder op at hænge på Christiansborgs vægge.

"At kvinderne fik stemmeret i 1915, er det vigtigste fremskridt, der er sket for folkestyret i de seneste 100 år. Men når man ser på portrætterne på Borgen, er der en formidabel overbalance af mænd, og Folketingets udsmykning afspejler ikke den kønsmæssige udvikling, der heldigvis har været i de seneste 100 år," siger Steen Gade, som fornylig blev nyt medlem af Folketingets Præsidium for SF:

"Jeg har flere gange været vært for udenlandske gæster, som har undret sig over, at der ikke hænger flere kvinder på væggene. Det bør man lave om på, så både politikere og gæster får et mere retvisende billede af den politiske udvikling herhjemme," siger Steen Gade og understreger, at 100 års jubilæet for 1915-Grundloven vil være den rigtige anledning.

Ikke et SF-projekt
Steen Gade blev første gang valgt ind i Folketinget i 1981, hvor 23,5 procent af medlemmerne var kvinder. I dag ligger andelen på 39,1 procent, og halvdelen af partilederne er kvinder - heriblandt SF's egen partiformand, Pia Olsen Dyhr.

Ifølge Steen Gade har der været stor fokus på kønslig ligestilling i SF. Partiet har blandt andet haft kønskvotering for at få andelen af kvindelige politikere op. Han pointerer dog, at projektet skal være partipolitisk neutralt.

"Det er ikke et SF-projekt, men et folketingsprojekt om at synliggøre virkeligheden," siger han og understreger, at han endnu ikke har en færdig model for, hvordan projektet skal foldes ud.

"Jeg siger ikke, at halvdelen af portrætterne nu skal være af kvinder, og jeg har heller ikke lagt mig fast på, hvem det i givet fald skal være. Man kunne eksempelvis se på de kvinder, som var de første på de forskellige poster. Ebba Strange fra SF var eksempelvis den første kvindelige gruppeformand i Danmark. Man kunne også se på den første kvindelige udvalgsformand. Derudover synes jeg, at Nina Bang skal have en mere fremtrædende plads, end hun har i dag," siger Steen Gade.

Der har historisk set været flere mænd end kvinder på Christiansborg. Og portrætmalerier hører jo også mere fortiden til, og de er samtidig dyre at lave.

"Det er jeg helt med på, og det handler ikke om, at Folketinget skal til at betale for ny malerier. Men det behøver ikke nødvendigvis at være portrætmalerier, for der er jo også mange andre kunstneriske former. Eksempelvis kunne man bruge fotografier," siger Steen Gade, som samtidig anerkender, at der kan være en udfordring i at finde plads til de nye portrætter.

"Det kunne være, at man skulle lave det som en permanent udstilling i et særligt rum. Det må vi se på," siger han.

Forrige artikel Måling: DF kan blive største parti til EU-valg Måling: DF kan blive største parti til EU-valg Næste artikel Historisk lav andel af befolkningen er i job Historisk lav andel af befolkningen er i job