SF-splid: Krag-støtte forlader partiet
"SF’s nuværende ledelse står nu på nogle mere ”gammeldags” venstrefløjsstandpunkter, som jeg har svært ved at forlige mig med." Med de ord forlader SF's formand på Østerbro, journalist Jens Anton Tingstrøm Klinken sit gamle parti. Under formandsopgøret var han en meget aktiv støtte for sundhedsminister Astrid Krag, der tabte valget til Annette Vilhelmsen.
I begrundelsen for sin udmeldelse skriver den nu tidligere lokalformand:
"Kære ven
Jeg har besluttet at melde mig ud af SF i dag og dermed stoppet som partiforeningsformand på Østerbro.
Det har været en rigtig svær beslutning. Siden 2004 har SF og SFU fyldt meget. Jeg har mødt mange rigtig spændende og ikke mindst ganske hyggelige mennesker gennem årene, som jeg har lavet en masse meningsfyldt politisk arbejde sammen med. Men i sidste ende må valget jo træffes ud fra de politiske holdninger.
Man kunne hurtigt skrive 2-3 kronikker om, hvorfor jeg melder mig ud, men her i en lidt mere opsummerende form:
Anledningen er i høj grad formandsvalget og den nye demokratisk valgte SF-ledelse. Jeg er med på, at der måske ikke er sket de store revolutioner i SF i løbet af Annette Vilhelmsens første 100 dage, men formandsvalget er jo i sig selv et politisk valg.
Hvis man møder SF’s formand på gaden i dag, vil man få andre svar på en række politiske spørgsmål, end man fik for et halvt år siden. I løbet af valgkampen var nemlig der en række konkrete politiske uenigheder: Spørgsmål om skrappere krav om socialt ansvar for privatskolerne. Har det negativ betydning for en såkaldt ghetto at have stor overvægt af beboere med samme etnisk baggrund. Synet på ekstremistiske indvandrere som Hizb-Ut-Tahrir. Hvad der skal vægtes i skattepolitikken. Synet på Danmark som klassesamfund. Og formentlig mange flere diskussioner. Jeg har været glad for den politiske udvikling de seneste år, hvor SF fik en mere realistisk tilgang til nogle af disse svære spørgsmål. SF’s nuværende ledelse står nu på nogle mere ”gammeldags” venstrefløjsstandpunkter, som jeg har svært ved at forlige mig med.
Siden jeg blev aktiv, har jeg også selv ændret mig politisk. Især synet på, hvordan et venstrefløjsparti bedst forandrer Danmark også ændret sig. De sidste år har SF til min begejstring bevæget sig mod at tage det fulde ansvar for samfundsudviklingen og været mere optaget af resultater end af at stå på fløjen med de rigtige holdninger.
Under formandsvalgets var der heftige diskussioner om kompromisser, magt, udfordring af regeringsgrundlag og SF’s rolle i dansk politik. Udfaldet af Vilhelmsens valg gør, at den forandring af SF, jeg ønskede, nu er sat i stå eller rulles tilbage.
SF sidder heldigvis stadig i regering med et rigtig dygtigt ministerhold, men – som Politikens Kristian Madsen polemisk har udtrykt det – minder partiet efterhånden om et støtteparti med ministerbiler.
Den mere traditionelle SF-rolle kan sagtens være meningsfuld for SF, og jeg mener også, at SF’s ministre får langt mere igennem, end mange påstår. Men med det syn på politik, som jeg har fået, giver det ikke mening for mig.
Min vision for SF var, at SF blev det førende røde indflydelsesparti i Danmark med en realistisk politik. Man kan sige, at den politiske idé er blevet demokratisk stemt ud af SF.
I pressen er der mange spekulationer om ”udrensning”, nye partidannelser mm. Jeg vil gerne sige, at jeg ikke kan genkende den slags. Jeg føler mig ikke presset ud på nogen måde. Og jeg har kun mødt opfordringer til at blive i SF, når vi har talt med andre partikammerater. Det er kun naturligt, at den nye formand sætter sit hold ved at fyre ministre, ansætte politiske rådgivere og støtte personer i at opnå valg til poster. Man kan altid diskutere disse valg, men der er intet illegitimt i dem.
Man kan indvende, at det er forhastet eller umodent allerede at kaste håndklædet i ringen. Jeg har prøvet at være i mindretal før – det hører med til det politiske arbejde. Når jeg alligevel melder mig helt ud, skyldes det, at jeg helt grundlæggende ikke føler, at jeg passer ind i SF længere. Både fordi SF har ændret sig ved formandsvalget, og fordi jeg selv har ændret mit syn på politisk arbejde gennem årene. Jeg har altid været stærkt irriteret over de ’politiske sabotører’, der brugte deres kræfter op til og efter regeringsskiftet på at gøre livet besværligt for den daværende ledelse.
Der skal være plads til interne diskussioner, men efterfølgende må man være loyal og bakke op. Underforstået: Hvis ikke skulle man måske bruge sine kræfter på noget andet. Jeg føler, at jeg har svært ved at bakke op og finde motivationen til at arbejde for Vilhelmsens SF. Og derfor vil vi bruge kræfterne anderledes.
Når alt det er sagt, kan jeg sagtens forstå, at man finder det meningsfyldt at arbejde i SF. SF gør det sådan set godt i dansk politik, og jeg deler stadig mange grundholdninger med partiet. Derfor ønsker jeg kun alt godt for partiet fremover.
Bedste hilsner
Jens Anton"
